North Art Magazine 2004 “Den Eventyrlige Filmskaber”

Af Martine Nørrested Griffin.

“TV- og filmbranchen herhjemme lider stort under, at redaktører og konsulenter ofte er bitre og inkompetente folk, en slags tabere, der er endt bag et kedeligt skrivebord i stedet for at være i mediernes søgelys som instruktør eller skuespiller. Her udøver de så en lillemandsmagt, som ikke tilgodeser en frisk, selvsikker, intelligent og meget dygtig filminstruktør, fordi hans store ego og gå på mod skærer dem i hjertet.”

Eventyreren og filmskaberen Stig Hartkopf, der tidligere har gjort sig bemærket med jordnære iagttagelser pr. Cykel fra verdens lande, er i øjeblikket i gang med intet mindre end en filmtrilogi fra et af verdens brændpunkter: Israel og Palæstina.
Filmen startede ved årtusindeskiftet med en cykelodyssé Israel rundt, hvor han bl.a. var en af de få, der opholdt sig ved grænsen til Libanon, da det israelske militær trak sig ud efter 22 års besættelse. To år senere cykler han på hovedgaden i Jerusalem, hvor en selvmordsbomber sprænger sig selv i luften hundrede meter oppe ad gaden. Han bliver simpelthen første fotograf på stedet.
Som kontrast til de uhyrlige oplevelser håber han med sit tredje besøg, der finder sted i 2004, at kunne afdække kunstneres oplevelse af tilstanden – at afdække det kulturelle klima i både Israel og Palæstina.

Stig Hartkopf er en spændende kombination af ægte eventyrer og filmskaber.
Det er desværre sjældent en lykkelig kombination. Meget få af de danske rejsefilm, der i gamle dage blev vist i påskedagene i biograferne, blev lavet af eventyrere. Det var et marked, der efterhånden blev overtaget af TV-folk, der gerne vægtede sensationer. Den tendens har holdt sig til i dag; rigt illustreret med den pseudodramatiske rejseserie, “På kanten af Verden”, den kedelige og forudsigelige “Vagn i Arabien”, og folk som Ib Michael, Erik Clausen og “Bubber”, der malplaceret og forfladigende forsøger at slå mønt på genren.
Biograffilmene i hine tider strakte sig fra rejselystne profitmagere som Arnold Olsens “Ta med Olsen” – film fra 1947 til 1965, over bestillingsdokumentarisme a.la. “Iran -det ny Persien” fra 1939, til tørre ledere af statslige videnskabelige ekspeditioner.
Eventyrerne har manifesteret sig flygtigt med vekslende held: Palle Huld og Elith Foss i 1937 med deres Nimbusprojekt, Mogens Wieth og Erik Balling med en bilrejse til den nyoprettede stat Israel i 1949.
Hakon Mielche, der startede sin rejsefilmkarriere i 1936, og Jørgen Bitsch, der startede sin i 1947, blev de mest produktive.

Den stuerene Troels Kløvedal benyttede TV2s produktionshold til mange TV-udsendelser og udsendte i 1994 en enkelt biograffilm, “På togt med Nordkaperen i det Indiske Ocean. Jørgen Bitsch var den eneste, der blev kendt for sine film udenfor Danmarks grænser.
Det er blandt andet hos Jørgen Bitsch, Stig Hartkopf har sit afsæt. De eneste rejsebøger, han føler sig i samklang med, er Bitschs “Den store Afrikafærd” og Karl Eskelunds “Min kone spiser med pinde”. Fortrinlige beskrivelser. Ja, eventyrlige!
Hvordan Stig Hartkopf blev eventyrer?
“Jeg har givet afkald på mine hæmninger, falsk moral og regler, som jeg har fået trukket ned over hovedet fra min barndom”.
Allerede fra barnsben gjorde Stig oprør mod familiens og samfundets tåbelige formaninger. Forældrene kom fra Sønderjylland og slog sig ved et tilfælde ned på Strandhøjsvej midt i rigmandskvarteret Charlottenlund lidt nord for København. Moderen var en musisk enspænder. En åben, temperamentsfuld og kærlig jyde. Faderen var mere indelukket og gammeldags. Han startede en vognmandsfirma, og hun blev hjemmegående hsmor som kompenserede i en kolonorm gennemplantet blomster- og køkkenhave lige bag Charlottenlund Travbane. Stig lærte at begå sig i begge grupper, men følte sig ikke hjemme i nogen af dem. Han havde et indædt had til skolegangen på Hellerup Gymnasium, sproglig linje. Den havde han valgt i sit broderopgør, idet broderen valgte matematisk linje på Ordrup Gymnasium.

Da Stig ikke anede, hvad han skulle tage sig til efter gymnasiet, læste han, ligesom så mange andre rastløse hellerupdrenge, til HA på Handelshøjskolen.
I 1978 fik han ansættelse på Palmer Lund Reklamebureau, samtidig med at han havde et kontorjob hos BP i weekenden.Han fortsatte de økonomiske studier med HD, ligeledes Handelshøjskolen. Desuden levede han et temmelig udsvævende natteliv med jetsettet på Skovshoved Hotel,, som ligger en kort spadseretur fra Strandhøjsvej, og med studie- og arbejdskolleger. Røg og druk -men ikke hor- satte han dog på hylden allerede som 21-årig.
Reklamebureauet havde med Palmer Lund og forfatteren Knud Overs som redaktører startet Store Kongensgade Avisen. Her arbejdede Stig to et halvt år som annoncesælger og layouter. Han stod for bladets ungdomsredaktion, der bl.a. omfattede Månedens Hverdagspige. Fuldt påklædt modsvarende Ekstra Bladets side 9-pige.
I 1981 sagde han op uden varsel og løste billet til USA, hvor han mere eller mindre tilfældigt blaffede rundt i fire en halv måned. Det blev bekræftelsen på, at det eneste rigtige er at leve i nuet. Uden at føle sig bundet. Være fri. Derfor har han aldrig stiftet familie. Han har dog boet sammen med tre forskellige piger, men de faste forhold har kun strukket sig maksimalt til et par år. “Bøvl og kvinder hænger uløseligt sammen som Stig siger – alt for ofte…
Da han kom tilbage til Danmark, blev han foruden mange vekslende job på travbanen og andre steder, “ansat” som gartner i Skovshoved. Det blev hans bedste job. Frit, fysisk hårdt, og med en fantastisk og forstående lokal gartner som arbejdsgiver. Men osse her følte han sig udenfor under betegnelsen “studenten”.
Hav gav sig til at læse spansk på Handelshøjskolen, fordi han var blevet brændt af af en smuk italiensktalende pige fra USA-turen og fik lyst til nye græsgange. Spanskstudiet inspirerede ham til 3 måneders lokalstudier i Malaga. Det førte til lidt rigelig vagabonderen, hvorefter mor måtte kautionere for billet hjem fra Madrid. Men spansk fik han lært.

Som reaktion på udsvævelserne kastede han sig over sport og tennis, som han havde fået smag for i USA. Interessen for og udførelsen af sport havde gennem skoletiden været ødelagt af oprør mod een perverteret gymnastiklærer.
I 1982 fik han arbejde hos Salicath & CO. Som sidegadevekselerer. Han spekulerede lidt uheldigt med firmaets penge i aktier og andre højrisikable papirer og endte med en “lille”gæld til firmaet på 225.000,- kr. Så efter godt og vel et års tid blev han fyret. En tilfældig læsning af en jobannonce førte til halvandet års helvede som assurandør hos Codan. En kold og destruktiv levevej. Stig drev gæk med ledelsen og blev fyret og bortvist med øjeblikelig virkning.

Erfaring fra stort anlagt spil på heste på Charlottenlund Travbane førte til stillingen som totalisatorforstander på Hundevæddeløbsbanen i Gentofte, som netop var blevet startet af Stigs gudfar. Derpå fik han et drømmejob med at sælge Time Shares lejligheder for Tjæreborg på La Santa Sport på Lanzarote. En supertjans. Indbringende. Og med muligheder for dyrkelse af sol, sport og damer i arbejdspauserne.
Stig fik smag for den nye hæsblæsende sportsgren Triathlon, der i sin fulde længde, Ironman, består af en kombination af tre elementer: 3,8 kilometer svømning, i forlængelse heraf 180 kilometer på cykel og afsluttende med at løbe et Marathon, 42 kilometer og 195 meter. Hos Tjæreborg røg han ud, fordi den lokale salgschef bedrog moderfirmaet. Men Stig nåede dog forinden at stille op til den lokale Vulcan Triathlon, en såkaldt 1/2 Ironman. Udmattelse og dehydrering forårsagede organkollaps, blod i urinen og nær fatal udgang. Men i mål kom han. Temmelig nedbrudt, men stolt, gik det retur til Danmark, hvor han med indtjente pesetas kunne købe sig fri af sin gæld.
Stig koncentrerede sig om sport og satsede nu på den frygteligt udmattende Ironman-distance. Han kom på hold med den tidligere verdensmester i landevejscykling, Jørgen Emil Hansen, Pernille Svarre, den senere verdensmester i moderne femkamp, samt fem øvrige sportsfanatikere. De trænede intensivt i Danmark og på La Santa Sport og deltog i adskillige konkurrencer i Brasilien, England, Spanien, La Reunion, New Zealand. Stig hoppede uden struktur og konkrete planer ud i, hvad verden havde at byde på, og den danske vinter blev for kold til træning, minus 20 grader celsius, tog han cykel og løbesko med i 3 måneder til 40 grader varme Rio de Janeiro.

Stigs liv ændrede sig radikalt, da han en dag, mod et mindre gebyr, klippede hæk hos sin squash-modstander, Michael Bundesen, som også boede på Strandhøjsvej. Shu Bi Dua frontfiguren Michael spurgte snakketøjet Stig, om han ikke havde lyst til at arbejde på den nyoprettede TV- station, Kanal 2. Stig anede intet om TV, langt mindre Kanal2, men kom til samtale hos den produktionsansvarlige, den småluskede Stig Hassner. Stig afslog kækt et tilbud om at blive produktionsassistent.
En anden overklassekontakt, Camilla Miehe-Renard, som, blandt en sværm af ivrige unge mænd, kom hos Poul Reichardt og hans tre dejlige piger på Strandhøjsvej, fik ham til screentest på Morgenflimmer, hvor den upåvirkelige Stig allerede dagen efter debuterede som oplæser. En måneds tid senere var Stig med til at starte det nye program, Kanal2 Sporten, op. Her fungerede han som afslappet chef, uimponeret studievært og sportsinterviewer sammen med Dorthe Fals. Da de ikke kunne enes, blev Dorthe pilet ud, og Stig startede samme sted Danmarks første sportsquiz “5-kamp” i 1988. Ved siden af det krævende TV-job knoklede Stig videre med Triathlon-træningen. I 1989 deltog han i det første Europamesterskab i Triathlon på Ironman-distancen. 700 toptrænede triathleter stillede til start i Sønderjylland. Han gennemførte som nr. 99, og fik herefter en tro på at alt menneskeligt muligt var indenfor hans rækkevidde.
Nu lå alle muligheder åbne. Stig lagde ud med at søge orlov et år. Det gik Stig Hassner ikke med til, hvorpå Stig prompte sagde dette drømmejob op i Oktober 1989. Efter en prøvecykeltur Bornholm rundt med telt og oppakning, hvor den nye kæreste, Karina Strands sejhed skulle testes, drog de med cykler ud på en et-årig ekspedition til Hawaii, New Zealand, Australien og Fiji. Stig ville gennmføre Ironman på legendariske Hawaii, forbedre sine Windsurfingevner og derefter lave eventyrlige rejsedokumentarer fra de øvrige lande. Den spøjse Stig Hassner udstyrede dem med et Saba Super VHS-kamera, som de filmede løs med i et år.
Ved hjemkomsten 1 år senere redigerede Stig 12 indslag til Morgenflimmer, der hovedsalig bestod af interviews med mærkelige meennesker de traf på deres vej. Serien om især New Zealand og Australien blev en succes og udsendt i 1991 på Kanal2.

Stig besluttede sig nu for at blive sin egen arbejdsgiver. Være fri og selvstændig, og til aldrig nogensinde mere at have en chef, at skulle modtage ordrer, forklare, og gå rundt og æde kameler. Gøre hvad fanden det passede ham. Ikke fedte for nogen eller tigge om noget som helst. Det mente han passede bedst til hans personlighed.
Siden har han på eventyrlig vis levet af, hvad artikler, foredrag og rejsefilm har kunnet indbringe.
I 1992 købte han for sine honorarer en enkeltbillet til Den Transsibiriske Jernbane i det håb, at han kunne lave sin første “professionelle” rejsefilm. Via en artikel i Villabyernes Blad om Jørn Fabienke, AG Radio i Ordrup, satte Stig sig i forbindelse med ham, og fik kvit og frit overladt et Hi-8 kamera med bånd og batterier. Efter den 7 dage og 7.000 km lange togrejse og fire en halv måneds rundrejse i Kina og Vietnam, fløj han tilbage fra Singapore med 30 timers optagelser.
Ved et tilfælde hørte han on den daværende leder af Det Danske Filmværksted, Dino Raymond Hansen. Efter at have opnået redigeringsbevilling på værkstedet søgte han efter forskrifterne om slutredigering til de 4 film, han havde fået skruet sammen. Da projektredaktionen så arbejdskopien til “Jeg Rejser for at Overleve”, havde de mest lyst til at forhindre slutredigeringen, men Dino Raymond Hansen fik dem reddet igennem. Det skal man være ham taknemmelig for.
Projektredaktionen kunne ikke lide filmens oprigtige, ukunstlede, naive pågåenhed og de mange interviews med sære eksistenser. Den daværende konsulent på Statens Filmcentral, Agnete Dorph Stjernfeldt, indlemmede den imidlertid straks i distributionen og betalte Stig en mindre formue for de fire film. Hun var et frisk pust ovenpå de kedelige bibliotekarer og munkemarxister, der ellers havde præget SFC.

Filmens Vietnam-del blev indlemmet i Gyldendals undervisningsafdeling. DR viste hele serien, “Jeg Rejser for at Overleve”, og TV2 har sener indlemmet den i deres internationale distributionsnet.

De følgende cykelekspeditionsfilm blev alle produceret på Filmværkstedet. Den kendeste er “Cuba på Cykel”, en perle fra 1996.
Den latinamerikanske festival i Havana havde accepteret Stigs skriftlige oplæg og en arbejdskopi uden instruktørens voice over, kommentarer. Da festivalen så den endelige version, fortrød de straks. Filmen beskrev naivt og ærligt livets realiteter. Men da var filmen allerede blevet programsat. Den blev vist i en af festivalens allermindste sale, hvorpå Stig med hjælp fra cubanske filmfolk og kunstnerinstitutionen UNEAC, fik arrangeret en opreklameret visning i det internationale pressecenters store biografsal. Kæmpe succes. Dette førte til et timelangt TV-interview med instruktøren, hvor en censureret version af filmen samtidig kørte over skærmen. Det gav genlyd. Selveste Cubas grand old man, den verdenskendte filminstruktør Tomas Guiterrez Alea, “Jordbær og Chokolade”, roste den til skyerne. Faktisk var det sidste han skrev i sit liv, en anmeldelse af denne film.
Aldrig har en udenlandsk film om Cuba vakt så meget postyr på Cuba. Siden hen blev filmen en bestseller hos “TV2 Denmark Sales”, som solgte den til mere end 20 TV-stationer verden over. Da jeg selv besøgte Havanafestivalen i 2002 huskede mange stadig “Cuba en Bicicleta”.
I Danmark fik den, som Stig forventede, blot en kold og arrogant finger nedad af kortfilmkonsulenterne Tue Steen Møller og senere Carsten Clante. Samme vurdering fik den af “dokumentarfilmseksperterne” Feline Munch fra TV2 og Steen Johansen fra DR. Som Stig siger, inkompetente fjolser med skrivebordsmagt.
Stor var glæden hos Stig, da de kvalitetsbevidste svenskere, straks de så den, valgte at sende Cuba-filmen på både svensk TV 1 og 2. Høje seertal og ros i svenske dagblade.
Tankevækkende, i relation til de danske beslutningstagere.
Stigs morsomme nordatlantiske trilogi “Færøerne, Island, Grønland…på Cykel!” fra 1998, fik efter hiv og sving DR2s bevågenhed. Færøsk TV sendte hele serien, og ø-folkene var meget begejstrede over blandingen af cykel, humor og seriøsitet.
Desværre ligger de 2 film fra øen Hispaniola, “Den Dominikanske Republik på Cykel”, og “Haiti, Karneval udover fantasiens grænser”, ufatteligt nok hen i ufortjent mørke. Begge blev totalt forkastet af direktøren for Odense Filmfestival Chr. Braad Thomsen.
Stig er ikke et sekund i tvivl om, at TV- og Filmbranchen herhjemme lider stort under, at redaktører og konsulenter og andre beslutningstagere, ofte er bitre og inkompetente folk, en slags tabere, der er endt bag et kedeligt skrivebord i stedet for at være i mediernes søgelys som instruktør eller skuespiller. Her udøver de så en lillemandsmagt, som ikke tilgodeser en frisk, selvsikker, intelligent og meget dygtig filminstruktør, fordi hans store ego og gå på mod skær dem i hjertet. De antager stort set et hvilket som helst alternativ. “Det er noget møg”, siger Stig, “ikke kun for mig, men tænk på hvor mange seere der går glip af en stor oplevelse!!!”
Mon det er den ukomplicerede virkelighedsoplevelse, der har spærret for Stig Hartkopfs film? Stig har sådan set blot lavet dogmefilm længe før de blev et begreb med salgsmuligheder. Vejene står ham åbne endnu, filmene har en umiskendelig fandenivoldsk friskhed og de er bestemt ikke overfladiske.
Det bliver interessant at se, hvem der får fornøjelse af hans kommende trilogi om Israel, hvor eventyreren de sidste 3-4 år har trådt i pedalerne og filmet løs.