Berlingske Tidene 2002 “På ‘bombeferie’ i Israel”

– øjenvidneberetning fra selvmordsbombe i Jerusalem.

Tekst og foto : Stig Hartkopf, eventyrer/filminstruktør.

Jeg sidder på “Cafè Theodor” på Østerbrogade og drikker kaffe. 2 overvægtige danske kvinder er vældig fortørnede over et skilt på døren, der frabeder sig amning, bleskift og barnevogne i cafèen. Jeg synes det er fedt. Det garanterer en vis ro. Gå dog bare et andet sted hen med jeres “store” problem.
Jeg har lige været i Israel. Der har folk virkelige cafè-problemer.

“Jeg cykler rundt i byen Jerusalem”.

“Fredag 12-4-2002.”
I går kom jeg til forstaden Talpiot, hvor jeg bor hos den danske, kristne organisation, “Ordet og Israel”. Herfra er der stort set lige langt til Jerusalems centrum som til Bethlehems centrum. 3-4 km, afhængig af om man kører til højre eller til venstre ad Hebron Road. Klokken er 10 morgen. Jeg har lige spist morgenmad.

Tæt på krigen og de hørlige skudvekslinger i Bethlehem, og alligevel uvirkeligt. For medmindre du er lige der, hvor der kæmpes, bor i en belejret flygtningelejr, er vidne til et selvmordsbombeangreb, eller på anden måde er direkte involveret i handlingerne, forekommer her næsten lige så fredeligt som i ethvert andet forstadskvarter verden over.

Men kun næsten. For du fornemmer noget. Det ligger usynligt, truende og ulmer i luften. Terroren! Frygten! Mistænksomheden! Udløst af de mange selvmordsbombeangreb. Mange af Jerusalems beboere, både uniformsklædte og civile, er udrustet med en mere eller mindre skjult pistol, eller et gevær. Alle forretninger, hoteller, supermarkeder, cafeer, ja, alle steder hvor man kan forvente større forsamlinger af mennesker på et begrænset område, og dermed et oplagt terrorbombemål, der er der nu bevæbnede vagter.

Alle, uden undtagelse, tjekkes. Enkelte skal legitimere sig, alle skal åbne tasker og poser. Folk i store gevandter, jakker og sweatere, påkalder sig ekstra opmærksomhed. Dækker tøjet over et bombebælte? Israelere skuler til israelere, og palæstinensere og andre med arabisk udseende udsættes for hadske og anklagende miner. Terrorens konsekvenser rækker langt ud over de døde og sårede.

“Jeg har mareridt, hvor jeg ser mine kropsdele flyve rundt i luften”, fortalte en israelsk pige i tyverne. Hun var ikke meget for at gå udenfor en dør overhovedet.

Klokken er 11. Jeg cykler. På vej mod Bethlehem.
For 2 år siden cyklede jeg eventyrlysten og opstemt forbi den israelske kontrolpost, ad en velholdt, asfalteret vej, og videre ind i Bethlehem. Hele vejen med videoen tændt og balancerende i højre hånd. Alle kunne se jeg filmede. Rundt i Bethlehem, gennem gyder og stræder. Hyggede mig og blev godt behandlet af arabere og palæstinensere i byen.
Men nu ligner kontrolposten en krigsskueplads. Adskillige tanks er linet op langs muren. Mandskabsvogne, jeeps, udkigstårne og mange soldater. Asfalten er ikke til at se. De tunge bæltekøretøjer har sat deres spor.

Jeg prøver at cykle igennem, igen med kameraet tændt. 3 soldater spærrer mig vejen. “May I pass. I would like to go to Bethlehem?”. “Er du blind eller dum, mand. Ingen kommer igennem her uden speciel tilladelse”.

Samtidig med at terroren har rystet og skræmt mange, og nogle, især de yngre, overvejer at droppe hele lortet og flytte til udlandet, har det fået andre til at stå sammen og føle sig tro mod landet. “Kæmpe for det”, fortæller soldaterne. “Men vi ville foretrække freden. Vi er trætte af at kæmpe, terroren, hadet. Alle urolighederne”.
Det samme hørte jeg allerede fra nogle palæstinensere i Bethlehem for 2 år siden. De ønskede også snart fred. Alle virker udmattede.

Efter frokost cykler jeg ved 13-tiden ind til Jerusalem centrum. Jaffa Rd. Sætter mig for at drikke en kop “cafè au lait” på Cafè Hillel. Selv med min blege hud, mit røde hår og nordeuropæiske udseende, bliver jeg visiteret, tjekket og skal vise mit pas frem. Der tages ingen chancer her. De få gæster indenfor kigger op. Stemningen er trykket. Vurderer mine øjne. Kigger ned. Ser på min mave. Jeg har T-shirt på, ser ufarlig ud.
Jeg vælger at drikke min kaffe udenfor.

En nydelig mørkhåret pige bemærker, at jeg læser Jerusalem Post, en engelsksproget avis. Hun sætter sig ved mit bord.
“I noticed the paper”, siger hun. “Are you a tourist or reporter” spørger jeg. “I am from Australia. Jewish.”, fortæller hun. Hun har været her i 4 år. Er gift med en israeler.
“Nej, jeg er ikke bange”, siger hun. “Der er så meget politi og militær overalt, som beskytter os. Selv om denne cafè kunne være et oplagt bombemål”. Hun er stolt af at være jøde, og på trods af de uoverskuelige problemer her, drømmer hun ikke et sekund om at vende tilbage til Australien. Hun virker oprigtig, sej, lidt kæk, og jeg er imponeret.

Men så lyder der et brag. “Baooummm”. Det giver genlyd i gaden. Nogle bliver kynisk siddende. Andre farer op og ser forvirrede ud. Pigen jeg interviewer får et chok. Hendes lidt smarte facade er pist væk. “Er du ikke bange”” spørger hun. “Nej, ikke lige nu”, svarer jeg, “men hvad var det?”
Hun ryster på hovedet, ved ikke noget mere, siger farvel og skynder sig bort. En ven til cafèen kommer og fortæller, at bombefolkene har sprængt en efterladt taske i luften. 50 meter herfra på Zions Square. Falsk alarm.

Klokken nærmer sig nu ca. 16:30. Sabbaten er nært forestående. Den tages meget seriøst i Jerusalem. Strækker sig fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Som ved et trylleslag er her stille som i graven. Jeg føler mig ene og forladt, og beslutter mig for at se, om der er en ølbutik åben på Mahane Yehuda markedet 2 – 300 meter oppe ad Jaffa gaden. Der er plads til et par kolde Tuborg i cyklens flaskeholdere.

Så brager det igen. Et drøn af en eksplosion tordner gennem gaden. Ekkoet forplanter sig. Mit hjerte slår et slag over. Jeg får en underlig smag i munden. Dette brag var meget kraftigere end det for et par timer siden. Jeg cykler op på siden af en raskt gående mand, talende i en mobiltelefon. “Excuse me, what was that? Is it serious?”. “A bomb outside the market”, svarer han.
“Hold da kæft mand, hvad gør jeg”, siger jeg højt til mig selv. Cykler hjem i sikkerhed, eller op til gerningsstedet og filmer? Der har tidligere været 2 – 3 bomber indenfor kort tid på samme område.

Så bryder gaden ud i et inferno af sirener. Motorcykler, politi, militær, og adskillige ambulancer drøner forbi mig. Jeg har tændt min video, og vælger at følge efter dem. Men ryster lidt på hånden. Det er ubehageligt, det her. Noget af den barske virkelighed i dette land er kommet meget tæt på.

10 – 12 politifolk spærrer allerede vejen for biler. Jeg cykler udenom. En gammel, fattigt klædt kone, går i modsat retning på fortovet. Hun ser ikke ud til at være såret, men er tilsprøjtet med blod. Hun har et skræmt blik i øjnene, og vil bare væk. En stor, kraftig mand, kommer gående i vejkanten. Langsomt, som i trance. Har ansigtet gemt i sine store hænder. Han er også blodig. Muligvis ramt af nogle af de mange metalstumper og småsøm, som er påsat selvmordsbomberne for at forrette størst mulig skade på folk.

Jeg er nu 20 meter fra hvor bomben sprang. Gaden er ved at være fyldt af nysgerrige, ambulancer, reportere, og en masse bevæbnede folk, der forsøger at holde orden på virvaret. Det vrimler med sårede, med klude og bandager, blodtilsølede mennesker. Nogle kan gå selv, andre på bårer. Men det stærkeste bevis på, hvad de har været impliceret i, er det skrækslagne udtryk i deres øjne.

En ung, palæstinensisk kvinde, viser det sig senere, har sprængt sig selv i luften på fortovet mellem en holdende bus og et bageri. 10 meter fra indgangen til det store marked. Blod overalt. På mure, fortov, bus. En specialgruppe af hjælpere er i gang med at samle afrevne legemsdele sammen. Scenen er uhyggelig.

“5 or 6 dead, hundred wounded”, lyder den første vurdering fra en ambulancemand. Folk som lige skulle foretage de sidste indkøb før sabbatten. Nu er her allerede, som jeg frygtede, så tætpakket med mennesker, at endnu en bombe kunne være højst tænkelig.

Men folk ser ikke ud til at have det i tankerne. De ser i det hele taget ikke ud som de burde. Chok og vantro, skrig og skrål. Intet. De har prøvet det før. Mange gange før. Jeg spørger en gammel dame, hvorfor hun er her? “Jeg hørte braget fra mit køkkenvindue. Jeg er nødt til at følge med i, hvad der sker i min by. Håbede selvfølgelig det ikke var hvad jeg frygtede, men. !”.

Faktisk opfører majoriteten sig utroligt fattede.
Men dette umiddelbare tegn på en vis kynisme og “tagen tingene i stiv arm”, er nok alligevel misvisende. For hvad med alle dem, som slet ikke gerne viser sig offentligt mere. Som helt undgår større forsamlinger. Som ikke tør tage en bus. De tusinder som sidder inden døre og virkelig frygter at komme ud. Dem ser man af gode grunde aldrig.

Jeg har fået nok. Er lidt rystet og cykler hen for at få mig nogle øl. Tænke over tingene.
Det er tydeligt, at selvmordsbombeterroren har haft stor effekt. Ligesom den kendsgerning, at mange jøder også foretrækker snart at opleve en hverdag uden krig. Der har været uro i dette land siden oprettelsen i 1948. Så under overfladen tror jeg ikke jødernes, israelernes, de ortodokses og de mange minoriteters liv i Israel, er noget at misunde eller råbe hurra for. De ser ikke glade ud. På trods af deres økonomiske og militære overtag.

Sår på sjælen er ofte værre end fysiske ar, og der kan efterhånden ikke være mange familier tilbage, hos både palæstinensere og jøder, som ikke er direkte ramt af enten død eller lemlæstelse. Begge parter er efterhånden ved at have påført hinanden så mange traumer, lidelser og deraf følgende had, at der vil gå generationer, før det kan udviskes og glemmes.
Hvis krigshandlingerne og terroren ikke snart ophører, gengældelserne, er det utopi at tale om fred i mellemøsten. Det er nok utopi at tale om fred i denne verden i øvrigt, sålænge man ikke enten dropper religionerne, eller bliver enige om alle sammen at have en fælles gud, en religion.

Stig Hartkopf har cyklet rundt i store dele af verden de sidste 12 år, og lavet dokumenatrfilm om livet på jorden. Han holder foredrag og viser film fra “Cuba, Transsibiriske Jernbane, Vietnam, Kina, Færøerne, Island, Grønland, Dominikanske Republik, Haiti, Australien, New Zealand, Fiji, og om få måneder er også filmen “Israel på Cykel”, klar.

Bestilling, information : E-mail: stig@film.dk

Billedtekster : (alle billeder, med undtagelse af nummer 2, er fra 12-4-2002)

1.Den israelske kontrolpost umiddelbart før Bethlehem. Jeg forsøger at komme igennem, men der er hermetisk lukket af. Andre nysgerrige cyklister bliver også afvist.

2.Dette billede er taget dagen før, torsdag d. 11-4-2002. En russisk musikant på Jaffa gaden. For 2 år siden tog jeg et billede af ham, hvor han spillede banjo på gågaden Ben Yehuda. Der har han i mellemtiden med nød og næppe overlevet 2 bombesprængninger på nært hold, og spiller nu videre nede ved markedet. Paradoksalt nok ca. 30 meter fra selvmordsbomben 12-4-2002..

3.2 udenlandske fotografer drikker kaffe på Cafè Hillel. Den stående fyr bagved er cafèvagten. Han ser ikke frygtindgydende ud. Men han har en pistol under skjorten, og bestrider sit job med dødelig alvor. Cafèen er et insted, og derfor et bombemål.

4.Den australske pige, jeg interviewede på cafèen. Lige efter det første brag, der dog var falsk alarm. Hun ser bange ud, politimanden bagved til trods. Vrøvler nervøst i sin mobiltelefon, og forsvinder.

5.2 – 3 minutter efter bombebraget. Viftende med en M-16, forsøger en mand fra en specialstyrke at holde fotografer og nysgerrige på afstand. Det myldrer med ambulancer, som har svært ved at manøvrere i den snævre gade. 6 eller 7 døde, og op mod 100 mennesker er sårede.

6.På trods af situationens alvor med døde og mange sårede, virker de folk, som er tilstede, uventet fattede. Intet hysteri, ikke megen skrig og skrål. Men denne bydel har også været ramt af mange selvmordsbombere. De er ved at være vant til det!

9. f.f. Diverse billeder affotograferet fra noget af den video, jeg optog på stedet.