Berlingske Tidene 1999 “Håndholdt på cykel”

– Af Jan hedegaard.

Viborggade. Det lyder ikke eksotisk, men her – på Østerbro – bor en eventyrer med et anerkendt talent for at lave rejsefilm. Rejsefilm der lugter og smager. Lavet af en opdager, der i billeder og lyd formår at komme helt tæt på steder og mennesker, så rejsen selv bliver sanselighed. Og så foregår det på cykel og med håndholdt videokamera. Ofte på én gang.

Det store eventyr om livet som en slags dogmefilm – hvis nogen stadig kan holde ud at høre betegnelsen. De seneste har arbejdstitlerne “Kaos på Haiti” og “Den Dominikanske Republik på Cykel”.

“Livet er noget lort, men jeg elsker det”, siger han.
Stig Hartkopf hedder eventyreren. Han er provokerende grænsende til det øretæveindbydende, hans stil er uden fedteri, og han lægger ikke skjul på, hvor svært han har det med dansk smålighed og nidkær national provinsialisme, men lige under den nævenyttige overflade og det heftige temperament er han en varm og engageret oplever og formidler. Det lønner sig at overhøre iltre udfald om paragrafryttere, kvinder, skattevæsenet og Filmhuset. Stig Hartkopf tager med egne ord hellere bussen til lufthavnen, end han ydmyger sig for at få et tilskud til sine film. “Jeg har søgt Det Danske Filmværksted om redigeringsfaciliteter til at gøre filmene om haiti og Den Dominikanske Republik færdige, men gør m ig ingen forhåbninger. Thomas Stenderup har tidligere omtalt mig som “for kommerciel”.

“Er der noget jeg ikke er, er det kommerciel. Men jeg har aldrig lavet noget, der ikke er blevet vist”.
Stig Hartkopf, der har arbejdet på børsen, læst på handelshøjskolen, været på reklamebureau, i forsikringsselskab, solgt time shares på La Santa, været totalisatorforstander på hundevæddeløbsnanen i Gentofte og chef på Kanal2 – sporten, erkender, at han kan have sin selvsikre stil imod sig.

“Men jeg er en fri mand. Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Der er ingen der bestemmer over mig. Det er klart, at jeg irritereer de der tørvetrillere. De får for lidt sex, de hader deres job, de er bitre og så kommer jeg ind ad døren og har gjort alt det, de selv har drømt”.

Det er blevet til ialt 11 dokumentarfilm om den verden vi lever i, hvoraf “Cuba på Cykel” repræsenterer det egentlige gennembrud. I Sverige og Schweiz og andre steder.
Den nordiske trilogi “Færøerne, Island og Grønland…på Cykel” har fejret triumfer i deres respektive hjemlande og kommer på DR’s mere seriøse kanal, DR2, senere på året.
“Cuba på Cykel” er blevet kontroversiel, selv om den i censureret udgave har været vist i cubansk TV. Nu er den forbudt på øen, og han selv er blevet blacklistet.

TV 2’s egen internationale afdeling sælger den i stor stil til resten af verden, en “Best-seller”, dog uden at TV2 går seriøst ind i at ville vise den herhjemme. Typisk for Stig Hartkopf’s liv. Han sagde ligeud sin mening til en af programredaktørerne, Feline Munch, en inkompetent sygeplejerske, der via ægteskab og nepotisme endte bag et skrivebord på TV2, at hun var en uintelligent kælling.

“Dansk fjernsyn vil hellere sende en halvkedelig kendt på rejse, som Peter Kjær, der så står og fyrer latterlige jokes af i Botswana. Eller Erik Clausen, det linseliderlige fjols, til Cuba, hvor han nedladende og uden situationsfornemmelse klapper mulatpigerne i røven”, siger Stig Hartkopf.

“Jeg bliver bare så frustreret og tosset over det. Jeg foreslog at lave en seriøs serie fra otte lande for samme budget”.
Stig Hartkopf er kommet hjem fra Den Dominikanske Republik. Denne gang med nød og næppe. Hvad smålighed og nidkær nationalprovinsialisme ikke udrettede, var lige ved at lykkes for lokale røvere og derefter korrupte betjente i Den Dominikanske Republik.

I et hårnålesving dukkede pludselig 2 røvere frem. Et slag med en kølle sendte ham ud over en klippe, og han smadrede kravebenet. Herefter blev han frastjålet kamera, ur, penge, film og briller.
Den dag troede han, han skulle dø. Undsluppet røvere havnede han derefter i kløerne på en bande rabarberpolitifolk, der planlagde at gøre røvernes arbejde færdigt. Helt færdigt. For at tage de resterende ejendele.

I syv timer blev han, der i forvejen havde hjernerystelse og smadret kraveben, behandlet som en forbryder – som et svin.
Men der skal mere til at stoppe en sand rejsende:
“Ubehagelige episoder kan ikke undgås. Du er en hvid mand, du rejser alene, du be’r om det…”.

Hvis du vil videre:
Stig Hartkopf holder foredrag om livet og eventyret og den danske mentalitet.
Kan bookes hos Arte på 38885555
Filmhusets boghandel sælger “…på cykel”- videofilmene.
Filmene “Jeg rejser for at overleve” kan lånes på landets biblioteker.