Østerbro Avis 1999 “Gringo på cykel”

– af Stig Hartkopf.

Rejsefortælling fra Den Dominikanske Republik.

Stig Hartkopf, eventyrer og instruktør af adskillige rejsedokumentarfilm, som vi flere gange har behandlet i avisen, er netop hjemkommet fra 2 måneders nye oplevelser og optagelser på den næststørste ø i det Caraibiske hav, Hispaniola, hvor han cyklede rundt i Den Republikanske Republik og Haiti.
“Jeg var på forhånd blevet advaret om at cykle rundt alene”.

Hvide mennesker, især mænd, som ofte blot går under betegnelsen “gringo”, har et dårligt ry og er hadet af mange. Gennem årtier, ja århundreder, har de stået som symbolet på undertrykkelse, udslettelse og ikke mindst, seksuel udnyttelse af områdets smukke og erotiske piger og kvinder.

Vi taler om 2 lande med meget få rige og mange virkelig fattige mennesker. Haiti er det fattigste land på den vestlige halvkugle. Så en hvid mand, alene på rundfart på sin cykel, med oppakning og nærmest “svingende med dollars” i luften, når Sony-kameraet kommer frem, vækker opsigt. Som oftest er reaktionerne positive i form af tilråb og latter, nysgerrig måben og forundring, men skulende øjne, had, grimme kommentarer og ideer om at lette denne gringo for værdier, er ikke sjældne.

“Det er forståeligt, nærmest acceptabelt, og min erfaring fra adskillige rejser i “farlige” lande, hvor jeg altid har klaret mig ud af ubehagelige situationer, har gjort mig uovervindelig. Så på trods af utallige beretninger og advarsler om vold, overfald, mord, korrupte politifolk, o.s.v., cykler jeg afsted”.
Os danskere skal nok klare den. Det slemme sker kun for de andre.

Den Dominikanske Republik, halvøen og byen af samme navn, Samana. Dagbog 16 – 3 – 99.

” Dagen starter storartet. Op kl. 7:30, veludhvilet, ser frem til dagens eventyr. Betaler min hotelregning på 400 pesos, surrer rygsæk godt fast til bagagebæreren, placerer kameragrejet i kurven på styret, og cykler ned til havnen i den hyggelige, lille landsby. Målet i dag er byen Hato Mayor, ca. 50 kms. kørsel gennem et bakket og øde område. Jeg starter med at filme en del i havnen : -mens jeg køber billet, – kommer cyklende, – de øvrige passagerer, og i den dur. Har for første gang fornemmelsen af, at folk ikke bryder sig om at være i linsen. Har nu været her i snart 1½ måned, hvor jeg har filmet og interviewet overalt. Uden de større problemer. Men måske er det fordi alle er på vej over til den anden side af bugten, til byen Sabana de La Mar. En meget fattig del af landet, hvor der sjældent kommer turister og rejsende.

De øvrige passagerer er meget sorte, nærmest som at rejse i Afrika. Ikke at det burde forurolige mig, men det gør det nu alligevel. For jeg er eneste hvide på den lille færge, og mærker en ubehagelig kulde fra stort set alle på båden. Nå, skide være med det, tænker jeg. 1 times sejllads, så cykler jeg alene derudaf. Så kan de se nok så misfornøjede ud, jeg filmer mine ting, og provokerer hermed nok en smule, men ingen siger noget. Jeg er ikke paranoid, men er meget årvågen og på vagt overfor alt og alle. I dette hjørne af verden stoler du ikke på nogen. Kan måske lyde negativt, men vil du overleve, er det parolen. Samtidig kan man jo sagtens være åben, nærmest forekomme naiv, og hygge sig med omgivelserne.
Selvfølgelig bliver jeg bondefanget. En ufravigelig regel er, at man altid får oplyst en pris på hvilken som helst ting eller tjeneste i forvejen, for at undgå ballade og diskussioner. Jeg har allerede betalt i Samana, men bliver nu afkrævet en uhyrlig pris oveni. Færgen kan ikke lægge til ved kajen p.g.a. lavvande og slam, så vi flyttes over i små joller, som skubbes ind af kæmpestore sorte muskelbundter, der vader gennem slammen. De afkræver mig ekstra 2 gange dobbeltpris, cyklen fylder jo. En gringo er pr. definition millionær, han skal bare bøffes. Må acceptere, eller svømme ind med hele lortet. Skælder lidt ud, men overmagten er stor, så jeg resignerer.

Så snart jeg cykler gennem byen, mærker jeg en forlængelse af den stemning, passagererne på færgen gav udtryk for. Her er beskidt, fattigt, og ikke en eneste synes at lægge mærke til mig. Jeg cykler nærmest som en usynlig gennem byen, og det modsatte burde være tilfældet. En gringo, på cykel, med kamera og rygsæk, rødhåret og nærmest albinohvid. Hvad fanden er det her, tænker jeg. Føler mig ilde tilpas. Er det mon smart at fortsætte. Overvejer et kort øjeblik at fortsætte i bus, men dropper tanken. Jeg er her jo for at cykle.

Med højre hånd om det lille Sony-kamera, venstre hånd på styret, et vågent øje med hullerne i vejen, cykler jeg filmende ud af byen. De landlige omgivelser, den frodige grønne bevoksning, og enkelte landmænd hist og her som hilser, afmålt men dog venligt, luller mig ind i den skønne eventyrfornemmelse, det er at være på vej ud af en ukendt landevej, i et ukendt land, med et ikke 100 % fast bestemmelsessted. Disse øjeblikke er de største på mine cykelture. Om det så er på Cuba, i Kina, Australien eller Grønland. Jeg synger, råber ind i mellem, af glæde, ikke til nogen, blot for at få min lykkefornemmelse ud til resten af verden.

I den lille by El Valle filmer jeg igen. Kører bort fra hovedgaden, og er starks på en grusvej. Har de sidste 15 – 20 km ikke set mange mennesker, og da slet ingen turister eller andre rejsende gringoer. Lige som det skal være. Udenfor El Valle skifter landskabet karakter. Der ligger flere huse langs vejen, og de bærer alle præg af stor fattigdom. Her er ikke elektricitet, ingen butikker, og de få lokale, jeg ser, undgår øjenkontakt, men selvfølgelig, alt og alle ved jeg er der.

På vej op ad en øde, 4 km lang bakke, nærmest et bjerg, overhales jeg af 2 mindre motorcykler, med 2 mand på hver. Jeg er tidligere blevet overfaldet på Cuba under eksakt lignende forhold, og får en lille fornemmelse af nervøsitet i maven. Her er ingen steder at søge tilflugt, og jeg rejser som altid uden våben af nogen art. Nå, koncentrerer mig om bakken. Det er en gammel, rusten Mountainbike, jeg købte i hovedstaden. Baghjulet er lidt fladt, solen bager, elendig vej. Jeg sveder, og ser frem til et hvil på toppen, hvor jeg også har tænkt mig at pumpe lidt luft i baghjulet. Pludselig ser jeg de 2 motorcykler komme tilbage ned af bakken, nu med kun èn mand på hver. Tænkte selvfølgelig på, hvor og hvorfor passagererne var blevet sat af. Efterhånden som jeg snegler mig videre op ad bakken, ser jeg, at der ikke umiddelbart er nogen steder, hvor de kunne have et naturligt ærinde. Jeg lægger altid mærke til den slags, og bliver igen lidt urolig. Nå, det er nok bare min fantasi. Her er fedt, så jeg tager igen kameraet frem og filmer mig selv og landskabet fra cyklen. Kommer langsomt rundt i et serpentinersving, og ser en mand rejse sig fra rabatten 20 meter længere fremme. Vender kameraet mod ham, filmer ham og siger pænt “hola”, goddag, som jeg har gjort så ofte før rundt omkring.
Så pludselig lammes min hjerne næsten. Jer ser lige ind i hans øjne, fatter situationens alvor. Det er et overfald. Hvad fanden mand, det sker for dig Stig, her og nu. Det er ikke til at fatte. Alle andre bliver angrebet, overfaldet, bestjålet, men ikke dig. Så pludselig er jeg tilstede igen. Men mine chancer for at beskytte mig, slå fra mig, er begrænsede. Jeg cykler langsomt opad, er svedig og træt, har venstre hånd på styret og højre nærmest fastlåst inde under remmen til kameraet. “Hvad laver du, din idiot” råber jeg på dansk, og knalder ud efter hans hovede med kameraet i højre hånd. Han undviger let, og så kommer den anden bagfra. Jeg får et hårdt slag oven i venstre side af hovedet med et baseball-bat. Besvimer ikke, men mister balancen og styrter ud over rabatten , da de samtidig griber fat i mit ærme eller rygsæk. Rammer med stor kraft ned på en klippe med venstre skulder forrest, cykel og rygsæk ovenpå mig. “Aleman”, tysker, snerrer den ene med had i stemmen. Det her overlever du ikke, tænker jeg, men er egentlig ikke bange. Det er der slet ikke tid til. Men venter at få en kniv i ryggen i de brøkdele af et sekund, jeg ligger der, blottet og forsvarsløs. Det sker ikke. Jeg kommer på benene bag cyklen, og råber en masse på flydende spansk. Det overrasker dem tydeligt, og redder muligvis mit liv. “Dinero, dinero, rapido”, penge hurtigt, råber den ene. Jeg giver ham de 70 pesos jeg har i lommen. Ikke meget. “Det andet kamera”, siger den anden, som står med mit DV Sony kamera i hånden, som muligvis stadig står på “record”. Hvor fanden ved han fra, at jeg har et andet kamera ? Et Sony Hi-8, som ligger langt nede i rygsækken, og som ingen har set i dag. Et bestilt og nøje planlagt røveri. Shit, tænker jeg, men kan ikke lige der afgøre, om det betyder mere eller mindre fare.
Tør ikke kæmpe mod dem. Ja, kan næsten heller ikke. Har rigtig ondt i skulderen og er ør i hovedet. Kan ikke se våben ud over battet, men stort set alle mænd på denne ø bærer våben, knive, macheter og ofte pistoler. Overvejer at løbe som bare fanden, men bliver bag cyklen, som jeg har fået på højkant. De tager alt hvad jeg ellers har i kurven, fotografiapparat, bånd, cola, og vil også have rygsækken, men kan ikke få den løsnet fra cyklen.

De virker lidt febrilske nu, vil sikkert ikke gerne genkendes, for alle kender alle her, og der kan komme en bil forbi hvad øjeblik det skal være. Men jeg er jo selv et vidne, og i hjernen kører spørgsmålet for fuld kraft… slår de dig ihjel nu, eller hvordan ender det her ? Så tager den ene mit ur og briller, nogle andre småting, og så efterlader de mig bare. “Fortsæt op ad bakken, hurtigt, forsvind”, er de sidste ord jeg hører fra dem. Da jeg lidt efter vender mig om, er de væk. På vej ned til de 2 ventende motorcykler. Det hele har taget 1 eller 2 minutter. Jeg har slet ingen fornemmelse af tiden.

Jeg er chokeret, bange, og vil først bare væk. Har livet, min cykel og rygsækken, med det meste af indholdet, i behold. Er glad for det, men har nu hamrende ondt i skulderen, som er gået af led, og hovedet værker. Der er en stor bule, men kun lidt blod. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal tænke. Råber højt for mig selv, “For fanden mand, Stig, du er blevet overfaldet. Det er sket for dig”. Jeg er virkelig chokeret.

Ser først nu en familie udenfor deres hus ovenfor vejen. De har set det hele. “I må hjælpe mig. Jeg er blevet overfaldet. Vi må have fat på politiet.”. Ingen reaktion, udover et par hænder, der afvisende tilkendegiver, at de ikke vil indblandes. Hjælper de mig i dag, en forpulet gringo, kan de blive slået ihjel i morgen. Jeg forstår, men er frustreret. Der er stadig 25 – 30 km til Hato Mayor, og jeg tør hverken cykle tilbage eller videre. Her nærmest lugter af fare, had, fattigdom og overfald, og jeg er stadig i besiddelse af værdier. Mareridtet er langtfra forbi.

Første bil, jeg prøver at stoppe, forsøger nærmest at køre mig ned. Den næste, efter 20 minutter, en faldefærdig bus, en “camion”, en Toyota Hiace-agtig ting, bliver nødt til at stoppe. Jeg står simpelthen midt på vejen. Jeg har en del penge gemt i rygsækken, som de vil se, hvis jeg tager dem frem, så jeg siger at alt er stjålet. Vil ikke friste dem unødvendigt. Men uden penge kommer du ikke langt i dette land. Ingen, absolut ingen her, hjælper nogen uden at forvente betaling. Nå, nærmest af nødvendighed, ikke af lyst, tager de mig med. 4 mænd. Med upålidelige ansigter. Overlevelsesinstinktet arbejder for højtryk. Hvad kan de mon finde på?

Har man været i dette land, vil man forstå, hvorfor jeg tænker sådan. Jeg har det elendigt. Fysisk og psykisk. Ikke en spørger til mit helbred, om overfaldet, ja, om noget som helst. Kun tavshed. Trænger til opmærksomhed, medlidenhed, til at fortælle. Men en knusende tavshed. Føler for første gang hvad der i virkeligheden ligger i ordet “gringo”.
Efter 30 km og 1 time gennem dette spøgelsesagtige område, på denne lortevej, kommer vi til Hato Mayor. Min første tanke er, jeg vil hjem, til Danmark. Nå, det er sku umuligt, så hovedstaden, Santo Domingo, må fungere som “hjem” i første omgang. Jeg må også på hospitalet med skulderen. Pudsigt nok. Når der ingen hjælp er at få fra nogen side, bliver du sej. Hård og kynisk, nærmest rasende. Modsat, havde jeg fået støtte og opmærksomhed, var jeg nok brudt grædende sammen.

Bussen sætter mig af på en tankstation, uden et ord. Tak, tusind tak. Rend mig…! Nogle mænd råber “feo og perro”, grim og hund, efter mig. Det er jeg vant til, men i stedet for at smile ligegyldigt og ignorere, råber jeg i afmagt og vanvid, “maricones”, bøssekarle. Kun “hijo de puta”, søn af en luder, er et værre skældsord her. Min forsinkede reaktion på hele affæren. Nu har jeg snart fået nok. De hidser sig gevaldigt op. Men de kan bare komme og slå løs, hvad rager det mig. Jeg sætter mig ligeglad op på cyklen, og triller afsted. Vil finde busstationen, komme væk herfra, og finde et hospital eller en læge i St. Domingo. En gruppe drenge hilser venligt. Jeg stopper og spørger om vej. “Hvad er der dog sket med dig?”, spørger de. Jeg fortæller, og er lige ved at få tårer i øjnene. For de er oprigtigt venlige og bekymrede, lige hvad jeg har behov for. Men så siger de, at vi må have fat på politiet. Det er det eneste jeg ikke vil nu. Mit angstbarometer stiger igen. De har ry for at være værre end alle andre, og iværksætter ofte selv den slags, som jeg netop har været ude for. Drengene insisterer, men jeg takker bestemt nej til tilbuddet om at blive kørt til politiet., og cykler derhen, hvor der afgår busser til hovedstaden.

10 minutter før min bus skal afgå, ankommer 2 arrogante politifolk i civil. Guldkæder om halsen, guldure og -ringe. Begge med en revolver skødesløst anbragt i bukselinningen. Typiske smalltime macho playboys. Men det er altså politifolk. Tilkaldt af de velmenende drenge. “Kom med os”, siger de blot, “det må vi høre nærmere om på politistationen”.

En detaljeret beretning om de næste 7 timer i politiets hænder, bliver lang. Meget lang. Det var 7 timer i frygt, ydmygelse, smerter, en langt værre behandling end hvad jeg tidligere var blevet udsat for på landevejen. Men en række heldige omstændigheder gjorde, at jeg om aftenen blev losset ud fra politistationen i en totalt mørk og fremmed by med ordene: “Du er nu en fri mand, gringo”.
Rystet, stadig med kvalme fra hjernerystelsen, og store smerter i skulderen, trasker jeg rundt med cyklen i den næsten mørklagte by. Busserne kører ikke længere, her er ingen hoteller, så jeg må betale en “taximand” en mindre formue for at blive kørt til hovedstaden. På vej ud af denne by, dette område, går jeg næsten i coma og falder i søvn.

Aldrig har jeg været så bange, aldrig har jeg haft så stærk en følelse af afmagt. Jeg havde været ude for en forbrydelse, et voldeligt overfald, men blev nærmest anholdt, behandlet som en hund, som var jeg forbryderen, og var ikke i tvivl om, at politiet pønsede på at slå mig ihjel, og bemægtige sig mine resterende ejendele.

Well, dette er blot en lille historie fra en voldelig og korrupt verden, som desværre kommer tættere og tættere ind på livet af Danmark. Hertil ønsker jeg mig i trængte stunder, selv om jeg elsker at kritisere alt og alle, og kan ikke forestille mig et roligere og sikrere sted på jorden.
Men hvor længe det holder, ved jeg snart ikke. For selv om f.eks. Østerbro stadig virker hyggeligt og roligt, er de også her ved at være godt med.
Det bedste er dog, at når jeg ser en dansk politimand i uniform, er jeg overbevist om, at han er her for at beskytte mig, hvis jeg får brug for hans hjælp, og ikke omvendt.

Stig Hartkopf har lavet film fra følgende lande : New Zealand, Australien, Fiji, Rusland, Den Transsibiriske Jernbane, Kina, Vietnam, Cuba, Færøerne, Island, Grønland, flere af dem bestsellere på alverdens TV-kanaler. Ved klippebordet er nu Den Dominikanske Republik og Haiti.