Jyllandsposten 1997 “Til Cannes med Liv Ullmann”

– Stig Hartkopf.

Punktering på Cuba, Jantelov i Danmark, Succes i Cannes!

Det blev hverken til guldpalmer ved 50-års jubilæet for filmfestivalen i Cannes, eller skrigende skønheder udenfor hotellets balkon; heller ikke et kys fra en af de storbarmssvingende starletter, og slet ikke et håndtryk fra Arnold, mit accenttalende idol.

Det var nu egentlig også lige meget, for selv om vi med halsbrækkende 170 km/t var suset fra København til Cannes ad Europas fartlovløse hovedveje, var formålet langt mere stille og roligt end jagten på glamour-oplevelser.

Vi var nemlig et kamerahold på 4 mand, der skulle ned for at lave optagelser til stortalentet, filminstruktøren og lureren, Bent Stålhøjs nye dokumentarfilm, Voyeur; og hvor finder man en større koncentration af voyeurister og exhibitionister end til denne verdensbegivenhed af en filmfestival. Denne lille turist-sove-idyl ved den franske Riviera, der gennem 14 dage forvandles til et galehus af journalister, filmfolk, ludere, “perlevenner”, platugler, stjerner, rygklappere og wannabees. De er her hele banden. For at se og blive set. Ofte i lånte fjer og lejede smokings. For fint skal det være i dette “fine” og konservative franske filmmiljø.

Men med det rette outfit, næsen i sky, kan man sagtens falde ind i rytmen, og selv den mest ubemærkede og fattige kirkerotte kan føle sig “med” og vigtig. Der er faktisk en rigtig fed stemning over det hele. Men det er også første gang jeg er her, og “klogt er gæstens øje”, som de siger på Færøerne.

Man løber ind i en bekendt fra det hjemlige, – “Gud, hej, hvordan går det?”, eller, “Har du fået fedtet dig ind til den rigtige fest i aften?”, og lige som man skal til at fortælle om sig selv og billetjagten, så – “Hov du, der er lige en der er bedre at kende eller blive set sammen med end dig, vi ses”.

Nå, vores sammentømrede 4-mandsgruppe knoklede uforfærdet på. Nicholas Barbano, den pornografiske drengerøv, Franco Invernizzi, besat af mordet på Palme, Bent Stålhøj, bossen og dedikeret damebelurer, og Stig Hartkopf, undertegnede, med det store instruktørego. Vi var ganske vist de 4 dårligst klædte i Cannes, men med orden i krediteringen, alle filminstruktører, havde vi adgang bag alle de afspærrede områder, og ikke mindst billetter til filmforevisningerne.

Ved siden af optagelserne til Bents film, havde jeg en idé om at promovere min egen fantastiske dokumentarfilm, “Cuba på Cykel”. Solgt til og set mange steder i udlandet, men ikke i Danmark. Selvfølgelig. De er bare så “små” derhjemme. Men i Cannes, store forhold, store mennesker. Prøvede at få alt og alle til at kigge på mine medbragte visningskopier.

Mit scoop var dog at få fat på en billet til den store åbningsaften. Fin plads i “Lumiere”, festivalpaladsets hovedbiograf. Billetter hertil blev ellers af billethajer omsat til 3-4.000 francs stykket.

Nå, kun adgang for damer i gallaudrustning og herrer i smoking. Jeg var jo dernede med et brækket højreben, som stadig var i gips. Oksede rundt på krykker dagen lang. Jeg lånte forskellige klude af drengene, og kom rimelig tæt på noget der lignede en smoking. Slap gennem første nåleøje af sikkerhedsfolk og kontrollører. Defileringen af glamourøse mennesker op ad den brede trappe, pålagt rød løber, transmitteres direkte på fransk TV. De er meget strikse, for det skal fandeme se fint ud det hele.

Der er mange smukke damer, puha mand. Pokkers mange. Men de ser kolde og utilnærmelige ud, en smule stressede, med påsatte smil, der flækker mundvigende helt op til ørerne, og på trods af meget “voyeuristbehagende ” udskæringer i kjolerne, der knap nok dækker brystvorterne og den øverste kønsbehåring, og stort set viser den lille pariserrøv frit frem bag de gennemsigtige stoffer, er der ikke meget erotisk nerve over det. Nå, sådan er den slags duller jo. Vil altid være det. Og mine øjne har det alligevel dejligt. De sluger intenst herlighederne, og giver videre besked til resten af kroppen.

– og så er det at tingene kan gå galt. På vej op ad trappen får en skønhed af en mulat mig næsten til at dreje nakken af led. Kontakten til den raske fod er væk, og jeg skvatter på den fine trappe med krykkerne væltende ned over mig. Til stor irritation for en af kontrollørerne, som slet ikke mener jeg må komme denne vej. Med opskårede bukser, pjusket hår og krykker. Jeg har også drukket en del øl. Ingen medlidenhed eller pardon. Jeg bliver fjernet, sat udenfor, må ikke komme ind og se min film. Bliver tosset, råber op, men det gør dem bare meget mere sure, så jeg kapitulerer og går glip af turens højdepunkt. Damn.

Så nu er der kun et at gøre. Drikke sig fuld på den skandinaviske stand. De har lejet nogle rummelige lokaler, med græsbelagt kæmpe terrasse og udsigt over Croiseetten, hovedgaden med gøgl. Her er “Happy Scandinavian Hour” hver dag fra 5 til 6. Free drinks with compliments from Denmark, Norway, Sweden and Finland. Fint mødested for stjerner og vandbærere, og fanden tage mig om jeg ikke lige pludselig står og snakker utroskab med Liv Ulmann, den svenske skuespiller og nu også instruktør. Hun er her for promovere hendes film, “Private Confessions”, eller som svensken ville sige, “Enskilda Samtal”. Jeg får mig en enskild samtal med Liv, der fuldstændig taber sit hjerte til danskeren med det brækkede ben. Herligt. Jeg har mødt en kendt, og står og snakker og flirter med hende. Ja, ja, gammel star, men lidt har også ret. Hendes ven, partner, er tydeligvis jaloux, men i damesager har svensken jo altid været dansken underlegen. Nå, Liv er måske mere exhibitionist end voyeur, og lige meget det, hun er så ukrukket og ligetil, som kun en rigtig kendt kan være det. Dejlig pige, du, Jeg confesser til Liv noget meget privat om danskernes utroskab overfor deres egne talenter, fortæller om hvor meget janteloven og misundelsen gennemsyrer film- og TV-branchen, og græder lidt over min egen films triste skæbne i hjemlandet.

Ærlig talt, så ved jeg ikke, om det er Liv, det brækkede ben, eller den trods alt utrolige og positive oplevelse det var at være i sindssyge Cannes i 14 dage, men svenskerne har igen overgået sig selv. De har købt min film til visning på både SVTV 1 og 2.
Så selv om du punkterer på Cuba, brækker dit ben, falder i Cannes, både på trappen og for Liv Ulmann, er ved at blive trukket helt ned i dyndet af dine misundelige landsmænd, så giv aldrig op. Tingene kan godt lade sig gøre. Bare tro på det du selv står for. Er du ærlig og oprigtig, lidt dygtig, kan det kun gå godt.