Villabyerne 1997 “Profession: Eventyrer”

-af Marianne Vilstrup.

36-årig fra Charlottenlund laver film om Cuba. Han rejser for at overleve, siger han.

-her er Karina og jeg. Vi har lige købt en gammel bil, og nu skal vi ud og grave efter guld…
Bemærkningen er typisk for et rejseforedrag af Stig Hartkopf. Belæringer om areal, jordbundsforhold og dyrkning finder ikke plads i hans rejsebeskrivelser, ligesom man heller ikke som kommende turist til et af hans rejsemål kan hente oplysninger om de bedste diskoteker eller de billigste madsteder.
Nej, for det jeg vil beskrive er EVENTYRET. Og at rejse er at gå ind i et eventyr. Når jeg rejser ud, laver jeg kun meget lidt research forud. Tingene skal være nye, overraskende, ukendte, de skal opleves på første hånd.
“Damn, Sahara er en ørken. Well, så er det om at finde noget at drikke!” Så selvfølgelig giver det da en masse problemer. Men problemer er jo lige præcis noget af det, der er med til at skabe eventyret…
36-årige Stig Hartkopf, Charlottenlund, gestikulerer med arme og ben, kroppen ryger vildt fra den ene side til den anden, det kraftige røde vikingehår stritter og engagementet lyser ud af hele personen, mens han argumenterer for den tilværelse han har valgt: Tilværelsen som eventyrer, pioneren, der rejser ud og oplever verden som den fantastiske historie, den er. Og som i dette øjeblik formidler sine indtryk videre med en næsten umålelig talehastighed, og en dynamik og et temperament, der slår til for mere end en enkelt vulkan, rejser bjerge og dale for ens blik, social nød og sammenhold, mørke nætter med overfald og gylden sol over farverige menneskemasser…
– Som nu for eksempel min sidste rejse, til Cuba her i foråret, ikke? Jeg anede ikke en pind om Cuba, bortset fra at det var noget med Fidel Castro og cigarer… Det gør det enormt spændende, og problemerne starter allerede i lufthavnen. Jeg havde ingen returbillet, da jeg planlagde at rejse videre gennem Venezuela til Manaus, og besøge en ven i Sao Paulo. Men det vakte straks mistanke, så det tog mig 4 timer at bestikke mig ud af besværlighederne. Ellers havde de sat mig på første fly ud af landet. Det er en stærk øvelse for mig i at tøjle mit temperament. Det kan ikke nytte noget at råbe og skrige om uretfærdigheder og langsommelighed. Man må bare sætte sig og vente, være høflig, men fast. Spille spillet. Det er jeg blevet ret god til. Når jeg rejser…
Kina, Vietnam, Australien, New Zealand. Alle har været rejsemål for Stig Hartkopf, der allerede som 19-årig startede på, hvad der tegner til at blive en livslang Odyssé.

En pludselig indskydelse
Efter studentereksamen fra Gl. Hellerup Gymnasium var han i gang med en uddannelse på Handelshøjskolen, da han som 19-årig fik følelsen af, at nu måtte han altså væk.
– Det skete ret pludseligt, næsten fra det ene øjeblik til det andet. Totalt uorganiseret og uden at have planlagt noget som helst, smed jeg hvad jeg havde i hænderne og rejste til USA. Der rejste jeg så rundt i et halvt år, før jeg vendte hjem igen – til basen her…
“Basen” er barndomshjemmet på Strandhøjsvej i Charlottenlund, forældrene Clara og Walter, der, født sønderjyder, har begge ben solidt plantet på den danske muld, og som ikke er sådan at imponere med det store udland – og som da heller ikke kan lade være med at stikke en enkelt, tør bemærkning ind nu og da i sønnens opregning af rejselivets fantastiske udfoldelsesmuligheder.
Pengene til at rejse for er naturligvis tjent ved at arbejde. Økonomisk støtte hjemmefra begrænsede sig til de for længst ophørte 5,- kroner om ugen i lommepenge. Men arbejde har aldrig været fremmed for Stig, der allerede som 6-årig havde sit første job med at samle flasker på Travbanen. Blandt senere jobs har været reklamebureau, assurandør, salg af Timeshares på La Santa Sport i Spanien, totalisatorforstander for Hundevæddeløbsbanen på Gentofte Stadion, handel på Børsen, hvor det lykkedes at blive næsten-millionær, for så ugen efter at stå med tomme lommer, men med et job som gartnermedhjælper. Jobbet som studievært på Sporten hos Kanal2 varede 2-3 år. Men da Stig fik nej på spørgsmålet om muligheden for et års orlov, skrev han sin opsigelse. Rejsefeberen var kommet over ham, og som en narkoman på stoffer var der kun en måde at slå feberen ned på : At rejse… Det var dengang turen gik til Australien og New Zealand, hvor han sammen med en yndig kæreste gennem et år dyrkede eventyret i de fjerne lande og gravede efter guld, opaler, safirer, topaser og granater i ørkenen, regnskoven og bush’en. Samt filmede og interviewede alt og alle.
Udover en imponerende samling af fundne ædelstene, kom der en interessant, filmisk rejsebeskrivelse ud af anstrengelserne og oplevelserne, “No Worries, Mate”, som blev sendt i 12 afsnit på den Københavnske Kanal2.
– Alle kan lave en film, – når bare man har driv’et, hævder Stig Hartkopf, der for tiden bruger sine nætter på at klippe og redigere de mange ruller film, han selv optog på Cuba i foråret. Når filmen er færdigredigeret, håber han, nogen – f.eks. en TV-station, vil købe den. Klipning og redigering sker på Det Danske Filmværksted, hvor man efter ansøgning kan få stillet de nødvendige faciliteter gratis til rådighed.

Kontrol – og flyskræk
Normalt er man en hel lille flok om den proces, der ender med en færdig film. Men Stig vil helst selv det hele, så han arbejder alene, og får kun eksperthjælp udefra, når det er absolut nødvendigt. Han har det bedst, hvis han har den fulde kontrol over hele situationen. Helst i enhver sammenhæng. Af samme grund har han også en nærmest panisk skræk for at lade sig transportere i rutefly. Det eneste, der overgår denne flyskræk, er rejselysten. Så han flyver alligevel…
– Men jeg køber altid kun billet hos de bedste flyselskaber – dem jeg anser for at være mest sikre. Det bruger jeg temmelig mange penge på. Og jeg er ellers – i sagens natur – enormt nærig, griner han.
Cuba er et eventyr. I hvert fald hvis man forlader Havana og kører landet rundt på cykel – som Stig Hartkopf gjorde det. “Lad være. Det kan ikke lade sig gøre. Du bliver slået ihjel. Det er ekstremt farligt”, lød de meldinger han fik fra andre danskere og lokale cubanere. De ville ikke drømme om at begive sig udenfor hovedstaden alene, på cykel, uden kontakter og kendskab til landet i øvrigt. Med andre ord nøjagtig den form for advarsler, der virker som den kraftigste spore på den unge viking fra Charlottenlund.

Livsfarlig cykeltur
Jamen det er da enormt farligt. Alene det at bevæge sig ud, selv i hovedstaden, efter mørkets frembrud. Alle cubanere har et baseballbat eller et jernrør, som de bruger til at spille med om dagen. Om aftenen… der er en ret høj kriminalitet på Cuba. De sidste 5-6 år, hvor der ikke er kommet økonomisk støtte fra Rusland, har gjort de fleste borgere meget fattige rent materielt. Vand er også en mangelvare, så skal man f.eks. til tandlæge og have trukket en visdomstand ud, må man selv medbringe kogt vand. Forestil dig, hvordan de hygiejniske forhold er på sådan en klinik, sammenlignet med standarden herhjemme… De meget ringe materielle kår gør, at udlændinge mest opfattes som en kilde til dollars. Og i et land, hvor en månedsløn svarer til omkring 6 dollars, kan du godt være et eftertragtelsesværdigt bytte, selvom du måske selv synes, du kun medbringer det mest nødvendige. Jeg medbragte mit videoudstyr til at filme med og nogle meget få ejendele – samt vand. Og jeg var da også to gange ude for at blive forfulgt. Den ene gang var jeg ret bange. Da var er to unge mænd efter mig på en knallert. På et øde sted var de ved at indhente mig. Så smed jeg cyklen rundt og kørte lige imod dem. Det overraskede dem længe nok til, at jeg nåede tilbage til en lille landsby, jeg lige var kørt igennem,, ved simpelthen at spurte alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg så, de holdt udenfor byen og ventede på mig. Men jeg var så heldig at få et lift på ladet af en lastvogn, som så satte mig af 20 kilometer længere væk…
På rejsen boede Stig Hartkopf udelukkende i private hjem. Det er billigt: Seks dollars for en overnatning med mad. For en cubaner svarer det som sagt til en måneds løn og repræsentereraltså en mindre formue. For det beløb rykker man gerne ud af sin seng og sover på en madras på gulvet nogle dage.
– Jeg blev fyrsteligt beværtet, og hos et ældre ægtepar, hvor manden var kunstner, boede jeg nogle dage. Vi blev faktisk så gode venner, at de nærmest behandlede mig som… ja, en cubaner.

At være foruden janteloven
Livet i Havana er farvestrålende. En menneskemængde af sorte, mulatter, hvide og asiater. Og de taler alle eet eneste sprog: Spansk.
– Det var en af de rigtig gode ting, jeg lærte på Handelshøjskolen. Spansk. Jeg kan en masse sprog, og spansk er et af dem. Det gør oplevelserne mere intense, at man taler landets eget sprog. Det gør, at man bedre kan “smelte sammen” med befolkningen – bortset fra, naturligvis, at jeg er rødhåret og bleg…
Den gamle bydel er en hel filmkulisse i sig selv. Folk er fattige, bortset fra en lille del, hvor der, med Stig Hartkpfs ord, er ved at udvikle sig et “lille Hellerup”. Her bor de ganske få priviligerede.
– At opleve Cuba er op- og nedture. Den materielle nød og følgerne af den kan få en til at ønske at tude. Der er også en masse forbud og censur. Men samtidig trives glæden og på en eller anden måde også – friheden – blandt almindelige mennesker. Er der en lastvogn med et frit lad, ja, så er der 100 mennesker der sætter sig op. For rundt skal man, og busser er der ikke meget af. Herhjemme ville de første halvtreds regler have forbudt sådan noget. Der er en sammenhørighed og et varmt familiesammenhold, som sætter kulden i vores egen kulturmeget stærkt i relief. Jeg mener, jeg kan blive enormt træt af at sidde bare en halv time i en eller andens venteværelse herhjemme sammen med 10 danskere, der ser sure ud, og som ikke tør vise deres følelser. På eksempelvis Cuba viser folk deres følelser. Bevares, der er da også sladder. Men det er ikke den samme jantelovs-sladder, vi har herhjemme, og som støder nogen udenfor fællesskabet, fordi de er anderledes. Det er i orden at være anderledes. På Cuba kan du pille næse, når du har lyst, hvis jeg må udtrykke det på den måde, uden at nogen hæver et øjenbryn af den grund…
Rejse for at overleve – er det, hvad du gør?
– Jaeh, og sommetider rejser han, for at vi andre kan overleve, klukker far Walter tørt med et kærligt sideblik til sønnen, idet han kommer ind for at høre, om der er stemning for en kop kaffe mere…

Ansvarlig for sit eget liv
– Ja, jeg rejser faktisk for at overleve. Og jeg håber med tiden at kunne leve af mine rejseskildringer i form af foredrag, de bøger, jeg er ved at skrive, og film. Ikke beregnet for turister, men beregnet på at skildre eventyret. Af og til, efter et rejseforedrag, er der nogen af tilhørerne, der siger til mig : “Ih, hvor har jeg fået lyst til at rejse ud. Men jeg kan ikke, fordi…” – og så følger der en lang beskrivelse af fast arbejde og forpligtelser. Jamen som dansker kan man vælge alt hvad man vil. Det er et spørgsmål om at prioritere. Hvis man faktisk laver det, man synes, er dejligt, så er det jo helt fint. Men hvis man hellere vil noget andet, så kan man faktisk gøre det. Jeg for mit eget vedkommende har valgt ikke at blive gift og ike at få børn. Et ansvarsløst liv, siger nogle.. Ja, det var der sågalt en af mine kammerater, der sagde til mig efter en af mine længere rejser. Han var netop selv blevet skilt, og der var to børn i ægteskabet. Så hvad er mest ansvarsløst? Ansvar er for mig, at tage ansvaret for sit eget liv, for konsekvenserne af de valg, man træffer. Det at være alene er den pris, jeg betaler. Og det kan da godt være, at prisen hedder ensomhed, når jeg bliver gammel. Men så har det alligevel været prisen værd. Fordi det var det liv, jeg valgte at leve. Jeg bryder mig ikke om faste rutiner, dagligdag og rytmer. Det er skønt at komme hjem engang imellem, være hjemme nogle måneder. Men pludselig kan jeg mærke, at jeg må afsted igen. Ligesom en morfinist, der skal have sin dosis, må jeg rejse.
For at overleve…