Rejsemagasinet 1993 “Vietnam, number one!!!”

-et eventyrlandskab.

Af journalist og filmmand Stig Hartkopf.

“Lingso, lingso, lingso”, råber ungerne på gaden. Ofte med et frækt smil på læberne. Kommer det fra de ældre, er der mere alvor bag, og man kan se på deres ansigter, at udtrykket er forbundet med foragt. Egentlig betyder det Sovjet-borger, men dækker nu i daglig tale blot betegnelsen for en fremmed, en udlænding. Bedre er det at blive kaldt Number One, den højeste anerkendelse i Vietnam.

Jeg er kommet til Vietnams hovedstad, Hanoi. Efter 3 mdr. i Kina skal jeg vænne mig til et nyt lands skikke, pengesystem, sprog og vaner.
Her er varmt og luftfugtigheden er høj. Efter 10 minutter driver sveden, selv om jeg kun har en T-shirt på, og snart er alt gennemblødt.
Intet her er som i Kina. Heroppe nordpå holdes folk i et stramt greb af den kommunistiske regering, ser ved første øjekast undertrykte og forstemte ud. Ansigtsudtrykkene og stemningen er dyster. Du får ikke automatisk et smil retur, hvis du selv indleder. Mistroen til fremmede er dog let at forstå. Gennem 2000 år er Vietnam blevet udplyndret af fremmede magter, og i løbet af de sidste 150 år har landet bl.a. levet under franskmændenes åg og gennemgået voldsomme krige.

Men efter du er blevet set an, ændrer tilbageholdenheden sig dog meget ofte til venlighed. Det er helt op til en selv. Har du en afslappet fremtoning og fører du dig ikke for kraftigt frem med et bundt dollarsedler i hånden, er nordvietnameserne lige så venlige som de har ry for at være længere sydpå. De fleste solo-rejsende vesterlændinge, starter i Saigon og arbejder sig nordpå, og så godt som alle jeg støder på, siger de er så flinke nede i Saigon. Men jeg føler mig nu rigtig godt tilpas her. For der er slet ikke det stress på, som man oplever i alle kinesiske storbyer, og man kan i nogenlunde ro begive sig rundt og fornemme atmosfæren.

Hanoi har sit helt specielle varemærke, nemlig 10.000 vis af cykeltaxier. Cyclos, hvis chauffører alle kører rundt med Ho Chi Minhs markante, grønne tropehat. Så her føler jeg mig sjældent alene, for de tilbyder sig konstant, og de hænger på. Du kan stort set bruge hele dagen på at takke nej, eller give efter, og køre en tur med dem for ½ US- dollar, og så ellers holde på hat og briller. Trafikken er overvældende. Ikke så mange biler, men en evig sværm af knallerter, mindre motorcykler, cykler og cyclo-kørere, blandet med fodgængere, der passerer gaden med deres bæreåg over skulderen. Et sandt virvar.
Du sidder totalt ubeskyttet foran “chaufføren”, i en bekvem stol, men med hoved og ben foruroligende tæt på den modgående trafik.
Det er nu blevet aften første dag, og jeg er på udkig efter et natlogi. Jeg befinder mig i yderbanen, på en cyclo, og klamrer mig til min rygsæk. Gadebelysningen er ringe, trafikken er stadig tæt, der er kun lys på knallerterne, og så går det ellers derudaf for fuld fart. Indimellem rammer vi siden af de modkørende cyclo-taxier, og jeg trækker tæerne til mig. Berusende oplevelse, så længe det går godt, men der sker også mange ulykker.
Mærkeligt, og samtidig ret ophidsende, at være ene fremmede i dette mylder ved aftenstide. Jeg har godt nok været undervejs i det kaotiske Kina ret længe, men nu er alt jo nyt igen. Jeg er ikke bange, men føler mig totalt overladt i chaufførens vold, og spekulerer på, om han mon kunne finde på numre… Siden lufthavnen har jeg ikke set udlændinge eller andre rejsende, der jo er den bedste kilde, når det gælder spillereglerne i et nyt rejseland. Så alt i alt føler jeg mig som palle alene i verden, men en eventyrlig verden.
Nå, vi drejer ned af en mørk og mudret sidegade, ca. 5 km fra centrum, og her ligger Sophia 2, et “hotel”. Det ser noget snusket ud. Spekulerer på, om jeg ikke fremover skulle vælge den lette og, selvfølgelig, dyrere løsning, at indlogere mig på de mere velkendte hoteller og følge turiststrømmen?? Men nej, det er jo netop her oplevelserne ligger.
Værten kommer ud med 3 stykker pap, hvor en eller anden på engelsk har nedskrevet priser, hotelregler osv. Der står også, at han vil se pas, visum, registrering og rejsetilladelse.
Disse dokumenter skaffer man hos de lokale myndigheder. Til en pris af alt mellem 15 og 30 US-dollar, alt efter hvor godt deres humør er den pågældende dag. Den officielle pris er 3 US$ !!! Turister, selv rygsækfolk, der jo sjældent rejser rundt i habit og højhælede, anses for millionærer. Det må vi jo næsten være, når vi sådan kan tillade os at rejse, har fine kameraer osv. Så af slidsom erfaring har jeg lært altid at prutte om prisen. Simpelthen på alt. Det accepteres fuldt ud af vietnameserne, jeg sparer masser af penge, og undgår at blive sat i bås med dumme amerikanske og japanske turister, der ofte bare betaler hvad der forlanges. Alt gøres op i amerikanske dollar. Men kan selvfølgelig også veksle til dong, og så føle sig som millionær for et par dage. I banken får du 1.047.000 dong for 100 dollar.
Hotelværten er tilfreds med mine papirer, og giver mig et pænt og rent rum med vifte i loftet, til 7 dollar pr. nat. Der er tremmer og låse overalt, næsten som i et fængsel. Jeg er bogstavelig talt låst inde, og skal gennem 3 aflåste døre, som kun værten har nøgle til, for at komme ud. Her løber man ikke fra regningen, og risikoen for tyveri er samtidig minimal. På en gang betryggende og foruroligende.

Om morgenen lejer jeg mig en cykel, og triller ind til Darling Cafe, Hanois mødested for rygsækrejsende. Cafeen fungerer som rejsebureau og kan fikse alt. Oven i hatten får jeg en positiv overraskelse. Franskmændene har jo været de mest dominerende koloniherrer i Vietnam, så det overrasker ikke så meget, at arkitekturen overalt får en til at tro, man er havnet i en fransk provinsby. Mange af de ældre mænd går med baret, og adskillige taler flydende fransk, heller ikke særlig overraskende. Men at de serverer den bedste kaffe, der er til at opdrive i asien, endda med friskbagt flute til, som ingen dansk bager kan lave bedre, det havde jeg ikke ventet. Merci beaucoup. Min første gode kaffetår i 3½ måned. Tingene får en anden værdi, når man er på langfart.

Kommer i snak med Anna, en køn ung svensk pige fra Lund. Hun har været i Vietnam i 3 uger, trives godt her og nærer ikke den mindste bekymring for at rejse alene rundt. Det ser ud til, at både Kina og Vietnam byder på meget få ubehageligheder for enligt rejsende kvinder. De bliver, ligesom vesterlandske mænd, modtaget med respekt og venlighed. I langt de fleste tilfælde. Men jo flere turister og vesterlandske forretningsmænd, der strømmer til, jo mere stiger kriminaliteten. Godt nok forbedres økonomien i landet, men forbandet være den øvrige vesterlandske kultur, der vinder indpas og vender op og ned på det hele. Hvor mange får mon et bedre liv ud af det ???

Forhører mig om priser og afgange ud til Halong Bay. Efter sigende et af de smukkeste steder i Vietnam. 3.000 øer og bjergtoppe skyder op af vandet i denne bugt, der dækker et område på 1.500 kvadratkilometer. De har ingen ture derud de næste 3-4 dage, så jeg slentrer ned til langtursbusstationen, for at køre med de lokale. En billig men radbrækkende beslutning, Jeg betaler 2 US$ for den 160 kilometer lange tur. Som den sidst ankomne, bliver jeg ad bagdøren mast ind i den stopfyldte minibus. På størrelse med en Toyota Hiace, men ganske ubegribeligt, der er 31 mennesker stuvet sammen. Bagagen er surret fast på taget. Vejene ud mod Halong Bay er elendige og overfyldte, og jeg sidder i 6 timer på en metalbøtte med skarpe kanter, indimellem med en vietnamesisk mand på skødet. Det er godt nok små og tynde mennesker, men alligevel! Men ingen pardon fra busejeren, for ellers skal jeg betale for 2, da han mener mine lange ben fylder for meget. Heldigvis krydser vi 2 mindre floder undervejs, hvor vi kan komme ud og strække os, mens bussen kører op på de små, flade bilfærger.
Landskabet er fladt, og vi kører langs rismarker hele vejen. De bliver passet og plejet, og overalt står der arbejdere og øser vand fra kanalerne ind over markerne. Der er god tid til at følge med, for vi holder en gennemsnitsfart på 35 km/t. Der er livlig trafik, vejen er smal, så det er svært at overhale. Der er kun et rustent tog på togskinnerne, ingen overhalingsproblemer der, men utrolig nok, toget snegler sig af sted med samme fart.
Når vi kører rigtig langsomt, hopper børnene og kvinderne op på kofangeren og forsøger at sælge sukkerrør, majs, drikkevarer og andet spiseligt. Som eneste udlænding vækker jeg selvfølgelig opsigt. Især er de imponeret af mine mange røde hår på bryst og arme. Så snart de ser deres snit til det, hiver de i hårene, eller niver mig hårdt i armen, pisker væk og hyler så på sikker afstand op om deres modige dåd. Jeg kan ikke lade være med at grine af dem. På trods af de usle klæder og fattige forhold, ser de sku så glade og tilfredse ud. Men børn verden over, næsten uafhængigt af situationen, har jo næsten altid let til latter. Men det er også lidt nedstemmende, som materielt forkælet vesterlænding, at være her. Der må virkelig kæmpes for blot en eksistens på et minimum, og alligevel forekommer mange langt mere tilfredse og glade, end hvis man f.eks. sammenligner med, hvad man møder af sure og indelukkede folk i en bus eller i et tog i Danmark. Mon en del af livsglæden forsvinder med velfærdet ???

Radbrækket bliver jeg sat af lidt uden for Bai Chai, en lille fiskerby ved Halong Bay, der langsomt er ved at tilpasse sig den tiltagende turisme. Det er gået op for vietnameserne, at der følger mange US$ med turiststrømmen, men meget er stadig som på f.eks. Mallorca for 3o år siden. Det er jo totalt spoleret nu, og samme skæbne venter nok Halong Bay.
Oppe på en mørk bjergskråning ligger Mini Hotel, byens billigste. En privatmand har lavet sit store hus om til pensionat. For 5 dollar får man et hyggeligt rum med vifte i loftet og myggenet over sengen.
Man kan lige så godt følge skikken i Vietnam og gå tidligt i seng. Kl. 21:00 er byen faldet i søvn, og sådan er det overalt. “Nattelivet” foregår fra kl. 18:00 til 21:00, og det vil sige spisning, et par øller på en af de utallige cafeer eller et spil carambole. Så er der selvfølgelig de prostituerede. Rejser du alene rundt, bliver der banket på ens dør næsten hver aften. “You want BUM BUM or massage? , 5 dollar!” Pigerne er kønne og fristende, men de mulige skæbnesvangre følger får mig til at takke nej!!! Det er beklageligt at se, at mange fede og hvide blegnæser er ved at få øjnene op for Vietnams kønne kvinder. Prostitutionen blomstrer side om side med turismen, og landet er ved at udvikle sig til asiens nye, billige sexsupermarked.

Tidlig i seng, tidlig op. Kl. 05:30 summer det af aktivitet, som udfoldes rundt omkring i gaderne. De unge spiller fodbold, badminton og bordtennis, nogle løbetræner og andre laver aerobics til musik af Janet Jackson, inden de skal i skole eller på job. Mændene spiller billard eller fører sig frem på Cafeerne, hvor de får sig en kop morgenkaffe, bliver nulret lidt i nakken af en dejlig dame, mens de koncentreret følger med i den musikvideo, videomaskinen får frem på skærmen. Gerne med barmfagre damer, som de ikke er forvænt med hjemmefra. Sådan en livsstil havde jeg ikke ventet at se her. Men alt hvad der kommer fra vesten, og helst USA, det er in. Utrolig nok er amerikanerne meget vellidte i Vietnam, selv oppe nordpå. Mange vietnamesere drømmer om en ny og bedre tilværelse i Amerika, og mange er allerede rejst.
Kvinderne har allerede indtaget deres plads på markedspladsen, og ser i det hele taget ud til at være dem, der knokler. De er også lettest at komme i kontakt med. Er utrolig venlige, smiler og pjatter, og ser ud til at hygge sig sammen.

Jeg gik ind på en Cafe og bestilte kaffe og brød. Udelukkende mandlige kunder. De kigger nysgerrigt på den fremmede, men ingen eller kun få smil, og jeg lægger tydeligvis en dæmper på stemningen. De er ikke nær så åbne overfor udlændinge som kvinderne. Nå, det må de sku selv om!!!
Jeg går ned til stranden og ser efter en fisker, der vil sejle mig ud i bugten. Solen er ved at stå op, og det sceneri, der åbenbarer sig i morgendisen, er ganske enkelt enestående. Hele horisonten rundt skyder utallige klippetoppe lodret op af vandet. Silhuetterne fra fejlene på 3-4 sampaner aftegner sig klart. Akkurat samme sceneri, som Catherine Deneuve står og skuer ud over i filmen Indokina. Et storslået syn på film, men står man her selv, er magien endnu stærkere. Det var alligevel ikke kulisser og filmtrick!!!
Kommer i snak med 3 franskmænd, og sammen finder vi en fisker, der for 3 dollar i timen vil sejle os hvorhen vi ønsker. Vi sejler rundt i 5 timer, og fiskeren fortæller, at vi er heldige med vejret, for på denne årstid er der ellers altid overskyet og en konstant støvregn i Nordvietnam.
Vi lægger til ved en af øerne, og går i land for at se en grotte. På 2 timer kan vi komme gennem den, siger vores ven. Men da vi ser hans antikvariske lygte, bakker vi ud. Ingen af os har lyst til at ende vores dage i en fjern grotte i Vietnam. Så hellere dase på stranden.

Udover nogle skudhuller i mure og tempelbygninger rundt omkring, er der umiddelbart ikke mange synlige bevis på den voldsomme krig, der hærgede landet gennem tresserne og op til april 75. En af de mest eftertragtede turistsouvenirs, som kan købes overalt i Vietnam, er pudsig nok det mest markante levn, jeg støder på. Zippo-lighteren!!! 58.000 amerikanere mistede livet i Vietnam, og næsten alle havde denne stormlighter på sig. Vietnamesere med forretningssans opkøber dem ude hos landbefolkningen, og sælger dem for 8-10 US$ stykket i Saigon. På siden af lighteren fik de amerikanske soldater indgraveret deres våbenskjold, et årstal og ofte et lille digt eller rim, som kunne lyde: “when I die, I know I am going to heaven – because I have spent my time in hell”.

Well, i dag er Vietnam ikke HELL længere, i hvert fald ikke for amerikanere og rygsæksfolk. Det er et sikkert, meget billigt og let land at rejse i, når først man er kommet ind… – og så kan man endda få øl, Huda eller Halida, som er brygget med kyndig vejledning fra Danmark.