1993 “999 smil i Kina”

3 måneders rundrejse i Kina.

Af journalist og filmmand Stig Hartkopf.

Jeg har arbejdet hårdt med min KINESISKE parlør og forsøger selvsikkert: “WO YAO YIGE PIAO XIAN”.
Giver det mon mening? “MEI YOU, MEI YOU”, svarer et gnavent ansigt, ryster på hovedet, læner sig tilbage i stolen bag billetlugen, og du har mistet den lille bid af kontakt, der var mellem dig og billetdamen. Hun sidder godt beskyttet bag en væg med tremmer, kun synlig gennem den lille 20 cm. høje åbning ved lugen. Godt for hende, for jeg kan ikke være den første, der har haft lyst til at tage fat i kraven på hende og, lidt hysterisk, råbe, “giv mig så for fanden en billet, din skævøjede abe”.

Jeg har været på banegården i Beijing i 3 timer, på jagt efter en sovevognsbillet til Xian. Der er rejsende kinesere overalt. Et enormt menneskemylder. Nogle venter på en togafgang, andre har fundet sig en plads i de uendelige køer. Det får Københavns Hovedbanegård til at minde om et øde busstoppested på Bornholm. Så meget knald er der på.
Jeg er ved at eksplodere. Fatter intet, forstår intet, ingen vil hjælpe.
Men man må jo beherske sig. Damen har sikkert været ude for utallige langnæser før mig, som er gået amok over de famøse kinesiske ord, MEI YOU, der betyder – har ikke, findes ikke. Hun ved nok, hvor hidsige vi vesterlændinge bliver, når frustrationerne tager overhånd, og så taber alle jo ansigt, hvis det giver resultat. Kodeordene, hvis man vil klare sig på egen hånd i Kina, er: sjælden set tålmodighed, ypperlig tolerance og masser af humor.

Jeg har selvfølgelig været ude og se MUREN. 5.000 km lang, eneste synlige menneskeskabte bygningsværk fra månen, og alt det der. Men trods alt er det jo bare en lang mur, ikke noget at prale sådan af. Næ, det er en helt anden mur, der “imponerer”, men også frustrerer den kinarejsende. Muren der tårner sig op foran billetkontorer, offentlige kontorer, hotelreceptioner, sproget og tegnene. Næsten umulig at gennembryde eller kravle over.
Tilsyneladende er en af årsagerne til mange rejsendes fortrædeligheder, at mange af de kineserne vi kommer i kontakt med, ikke tjener ekstra på vores tilstedeværelse. Specielt de statsansatte kan gøre livet surt for de rejsende. Formand Mao er stadig populær mange steder, men nu er det ikke så meget idealistisk kommunisme, der er i højsædet. Næ, penge i fars egen lomme, det er sagen. Hvis du f.eks. tropper op på et statsejet hotel. Hvorfor lukke en langnæse ind? Måske brokker rengøringspersonalet, kokken, tjenerne og de andre sig over det ekstra arbejde. Ingen får lønforhøjelse fordi der er gæster. Måske bliver der oven i købet fuldt belagt, og så er der ikke engang et rum ledigt, hvor de ansatte kan sidde og glo TV. Så selv om du ankommer til et hotel kl. 23:00 om aftenen, totalt udkørt efter 20 timer i toget på en Hard Seat plads, hører du højst sandsynligt ordene: MEI YOU,MEI YOU, selv om højst 5% af sengene er belagt. Gå amok, forståelig nok, det gør de fleste, men så har du tabt!!! Men smiler man, tager det roligt, sætter sig ned på gulvet ½ times tid, giver sig til at vente uden at gøre den mindste mine til at opgive og gå, er der en god chance for at bryde “muren”.

Det sjoveste jeg så, var en morgen i Shanghai, hvor vi 05:30 var på vej ud for at studere de mange Tai Chi-udøvere i parkerne. Der var 100-vis af ledige sengepladser på vores hotel, men på receptionsbordet blot en klods med beskeden: ALL FULL !!! På gulvet bagved lå de 2 receptionsdamer og snorkede på en madras.

Østens mystik ???, eksisterer ikke, i hvert fald ikke østpå. Store byer, forurening, mennesker overalt, firkantede betonhuse, gråt og ensformigt, asen og masen, mylder, mylder, mylder. Efter 1½ måned på farten, spændende pga. nye indtryk, men samtidig belastende for dit nervesystem, gisper du efter et åndehul, hvor der er ro og frisk luft, ingen støjende og spyttende kinesere. Der må også gerne være lidt varmt. Jeg har nu været på 4 hoteller i træk, hvor der hverken var opvarmning eller varmt vand. Det er jo vinter nu, men kinesere kan åbenbart ikke fryse. De render rundt i skjorteærmer i minusgrader. Du skal bare spise hund og drikke Mao Tai, siger de smilende til mig, så fryser du ikke. Jeg køber et ekstra par lange underbukser.

Men der findes heldigvis egne i Kina, som i naturskønhed fuldt ud måler sig med et hvilket som helst landskab på denne jord. Bl.a. i den fjerne provins Yunnan, der grænser op til Tibet og Burma, og landskabsmæssigt strækker sig fra tropisk regnskov til bjergtoppe i 7000 meters højde. Via nogle seje busture, den længste på 2 dage, gennem smukke og varierede landskaber, men i nogle værre skramlekasser, besøgte jeg byerne Dali og Lijiang, og området Xishuangbanna. Her oplever man en livsførelse, der har en behagelig og afsmittende virkning. For første gang, efter 3 mdr. i Kina, føler jeg at ordet hygge har sin berettigelse. En væsentlig årsag til den store forandring, er at Yunnan bebos af et stort antal minoriteter. Folkeslag, som gennem årtusinder er indlemmet i det kæmpe kinesiske rige, men som på mange måder afviger fra de talmæssigt dominerende han-kinesernes mentalitet og levevis. Her skifter klædedragten, især hos kvinderne, fra han-kinesernes kedelige lyseblå og ensfarvede tøjstykker, til traditionelle og farverige dragter, som de har båret dem i årtusinder. Byggestilen er en anden, præget af de lokale forhold og giver indtryk af, at her bor mennesker, ikke små arbejdsmaskiner på hver sin hylde. Tempoet er sat lidt ned, og selv om der stadig er mange mennesker, er, frem for alt, luften frisk, og du kan opleve naturen. Bare 5 minutter på en cykel, og du befinder dig på landet blandt enorme bjerge, søer, floder og marker. Og herude er der kun kinesere, ikke en eneste turist. En fantastisk omvæltning for en rejsende i Kina, der hidtil kun har kendt til storbyernes totalmylder. Det eneste nedslående i denne sammenhæng er manglen på vilde dyr i naturen. De findes næsten kun på spisekortet, og man skal være heldig , hvis man ser andet end grise, vandbøfler og forskellige fugle. Kineserne har afgrøder overalt, så hvor skulle dyrene også holde til. Samtidig er det nok ikke mange dyr, der ikke findes en ret for i kogebogen. Kineserne har lidt andre spisevaner end os.
Befolkningen er efterhånden vant til de rygsækrejsende, der søger herud. Vi bliver modtaget venligt og nysgerrigt overalt. Og så forskånes man for “Den travle Turist”, der kommer til Kina og skal se det hele på 2 uger, jager rundt i fly og store turistbusser, for at overholde “tidsplanen”. De holder sig til Peking, Xian, Shanghai, Guilin og Canton. Det gør oplevelsen mere ægte, mere eventyrlig, og man føler, at de mange strabadser på de dagslange færge-, tog- og busrejser, for at nå herud, har været værd at gennemgå.

Byen Yangshuo, i provinsen Guangxi, et par dagsrejser fra Hong Kong, er dog mekkaet for rygsækfolket. Den lille by ved floden Li, beliggende i et af verdens smukkeste eventyrlandskaber og godt 2 timer med bus fra den mere kendte turistby, Guilin, kan man hygge sig i i ugevis. Især efter en udmarvende rejse for at komme dertil.
Jeg sejlede fra Canton med en flodbåd, 17 timer op ad Perlefloden til byen Wuzhou. Rejste på billigste klasse, og sov på nederste dæk på “hyldeplads” nr. 116. Hele vejen rundt, i et stort lastrum, lå vi, et par hundrede kinesere og jeg, enten på gulvet eller på afsatsen 1 meter over. Vi havde hver 70 cm i bredden at boltre os på, adskilt fra sidemanden/damen af et 10 cm højt bræt. Er man over 180 cm, luftes tæerne ud over kanten. Stuvet sammen som kreaturer. Jeg gruede for natten, lugtene, lydene, spiseriet og spytteriet. Var også lidt urolig for mine ting, Ville de mon blive stjålet, mens jeg sov ? Værst af alt ville det være, hvis sidemanden snorkede. Men alle mine fordomme og bekymringer blev gjort til skamme. Det blev en fin tur blandt venlige og smilende kinesere, der blot nysgerrigt betragtede alt hvad jeg foretog mig…! og det må man acceptere. Ligegyldig hvad en vesterlænding finder på, er der konstant 1000 kinesere der nysgerrigt følger med. Jeg må have lært noget på den her tur!!! Hvad der for et par måneder siden kunne urolige, ophidse og irritere mig, tænker jeg ikke mere over. Nu er jeg tilfreds og glad for bare at have fået en billet og et sted at sove, hvor meget det end måtte afvige fra min vante verden i Danmark… det er fantastisk.

I det hele taget er det utroligt hvor venlig og nysgerrig, den almindelige kineser på gaden er. Ham, der ikke render rundt og spiller vigtigt medlem af kommunistpartiet, eller leger bussemand bag en eller anden uniform. Det er altid en oplevelse at bevæge sig rundt på egen hånd, enten blandt masserne i de snævre gyder og stræder, hvor det summer af liv og livlig handel, i busser og toge, eller på en cykeltur på landet. Smiler du til en kineser og siger goddag, Ni Hao, får du 999 gange ud af 1000 de bedste hilsener, smil og bemærkninger retur. Fortæller du så at du er fra Danmark, er de lige ved at tabe cigaretten af bar begejstring. Alle, og jeg mener alle, ved hvem Danmark er. “Danmai”, siger de, og i næste åndedræt, “Zuqiu”, fodbold, sparker til en imaginær fodbold, og trykker min hånd. Om det er et EM eller VM er det, samme for dem. Vi er noget fantastisk i deres øjne. Sådan et lille land, der knægter de store, har givet genlyd over hele Kina. Mange har et TV apparat i dag, og har fulgt bedriften. Den bedste reklame et land kan få.

… men båden ankom til Wuzhou, og straks gik det mod Yangshuo med bus. Forventet køretid 8½ time. Styrtregn, hagl og kulde, og senere et trafikuheld. I 3 timer sidder vi blot i bussen og venter. Med åbne døre og vinduer !!! Ingen undersøger noget, alle venter passivt til autoriteterne fikser sagen, og det tager tid. Kulden overrasker mig, og alt det varme tøj ligger surret fast på bussens tag.
Kolde, våde og stive af kulde ankommer vi omkring midnat, ca. 4 timer forsinket, til en mørk by. Indlogerer mig på et hotel uden nogen form for opvarmning, ituslåede vinduer og ingen gardiner, minusgrader på rummet. Prisen er 12 kr for et dobbeltværelse. Får at vide, at det har regnet 3 uger i træk. Jeg vil hjem.
Men en eller anden Buddha må have hørt en bøn. Om morgenen skinner solen, kroppen bliver varm igen, og udenfor ser jeg for første gang landskabet. Overalt omkring byen skyder den ene klippetop efter den anden i vejret, med næsten lodrette vægge, beklædt af lav, grøn vegetation. Fremmedartet, smukt, uventet, som et landskab hentet fra Tolkiens eventyr.
Yangshuo summer af liv, det kinesiske nytår nærmer sig. Det fejres med store familiekomsammener og affyring af “kinesere”. Så der skal bruges og tjenes penge nu. Den ca. 500 m. lange gågade ned til Li-floden er spækket med boder med madvarer, tøj og fyrværkeri. Menneskemængden et tæt, men pga. byens størrelse, er det overskueligt og virker hyggeligt. 7-8 cafeer og spisesteder har specialiseret sig i kinesisk mad, tilpasset vores vesterlandske smag. For 7-8 kr. får du en komplet morgenmad eller et velsmagende aftensmåltid. Under bordene står små ildfaste trækar med gløder i og sørger for varme til kolde og forpinte lemmer.
I forhold til hvad man ellers ser af vesterlændinge i Kina på denne årstid, er her mange. Dvs. en 35-40 stykker. Pudsige, interessante mennesker, fra hele verden, der for manges vedkommende er på alene færd, og alle nyder pusterummet og samværet med ligestillede. Nyttige tips og erfaringer udveksles. Jeg glemmer for en tid, at jeg er I Kina. Her er simpelthen hyggeligt.

Man kan sagtens tage alene på opdagelse ude på landet, men der kan dog godt vente en ubehagelig oplevelse. 2 mand kommer vi cyklende ind i en lille landsby. Vi har i et par timer bevæget os gennem dette eventyrlandskab, ad hullede jordveje, langs marker, hvor de pløjer med vandbøfler som trækkraft, og er kommet langt væk fra landevejen. De fleste voksne er på arbejde i markerne, men vi overrasker en børneflok på 20-25. Reaktionen er katastrofal. De helt små skriger hysterisk ved synet af os, de er virkelig bange, og de lidt større tager dem op i favnen og løber i skjul. Vi smiler venligt og går roligt rundt, og efterhånden vover de sig frem fra deres gemmer. Måske er vi ikke så farlige alligevel. Mange forældre bruger i opdragelsen truslen om at de langnæsede kommer og æder børnene, hvis de ikke opfører sig ordentligt. De kalder os også for “den fremmede djævel”. Så de helt små har en overdreven frygt for fremmede. På landet er nysgerrige vesterlændinge blevet direkte stenet eller slået med kæppe af ophidsede børneflokke, medens forældrene passivt har set til. Vi blev dog ret hurtigt gode venner med ungerne her, legede med dem, og de stillede sig gerne op til fotografering. Men da vi skulle ud af byen igen, greb de fat i en af cyklerne, og vi måtte tage hårdt fat for at få cykel og os selv på vej. De var blevet overmodige nu, og vi var en smule rystede. Tilbage i Yangshuo styrkede vi os med en varm pandekage med banan og chokolade, samt et lille glas cognac. Pris: 2,-kr. !!!

Selv om det er blevet lettere at rejse i Kina i dag på egen hånd , vil det stadig være en hård tørn for de fleste. 9 ud af 10 rejsende elsker at hade Kina. Sådan er det bare. Alle bliver udsat for prøvelser, der mindst 1, og nærmere 10 gange får dem til at miste besindelsen. På den anden side er der så meget fart på i Kina med økonomisk opsving og en mere og mere åben dør til resten af verden, at de bedste oplevelser nok fås nu. For hvem ved hvad morgendagen vil bringe? Måske endnu flere skilte på engelsk og en McDonalds i Yangshuo!!! – så er den kæmpe udfordring forsvundet, og det er jo netop besværlighederne, det uforudsete og anderledesheden, der giver en rejse værdi. Ellers er der sku ikke noget at skrive hjem om.
Kinaturen har også lært mig at sætte pris på mine daglige bekvemmeligheder og friheder hjemme i Danmark, som ellers tages som en selvfølge. Mad, en seng, varmt vand, tag over hovedet, et effektivt hospitalsvæsen, frihed til at skrive og mene hvad man vil, bo hvor man vil, have besøg i sit hus af hvem man vil, rejse, osv., listen er uendelig.
Har du modet og lysten, venter der et eventyr og en lærestreg for livet!!!