Rejsemagasinet 1992 “Storsmugling på den Transsibiriske jernbane”

– med tog fra Klampenborg Station til Peking !!!

Af journalist og filmmand Stig Hartkopf.

Forventningen om eventyr bliver til fulde opfyldt på en tur med den Transsibirske Jernbane. Selv i dag, hvor det at blive transporteret fra et sted til et andet, normalt er et spørgsmål om timer, næsten ligegyldig hvor turen går hen, eksisterer der en jernbanestrækning, den længste i verden, hvor buy dissertation literature review der går op til 6 døgn, inden du har nået dit bestemmelsessted. Vel og mærke i det samme tog. Fra Moskva til Peking, enten via Manchuriet, over 9.000 km, eller via Mongoliet, små 8.000 km. Jeg har altid drømt om at se hovedstaden i Mongoliet, Ulan Bator, og tog den “korte” tur. Steg på kystbanen ved Klampenborg St. en af de sidste dage i november, og var allerede her optændt af forventning og spænding. Nogle er ved at kede sig ihjel, andre får fuld valuta for pengene. Jeg var overbevist om, at det ville blive godt. Alt andet end den kedelige trommerum hjemme i lille Danmark er en forbedring.

Allerede ved ankomsten til banegården i Moskva, pirres sanserne af stærke indtryk. Hundekoldt og gråt, et tyndt snelag, folk i store, sorte eller grå frakker, alle med et barskt, lidt bedrøveligt og trist udtryk i ansigterne. Omkring på banegården står der lange rækker af mennesker. De er ikke i en kø for at købe billetter, men forsøger at få solgt, hvad de står med i hænderne. En pølse, 1 liter mælk, en pakke cigaretter, 1 flaske vodka. Hårde tider, ser det ud til.

At stå næsten mutters alene på den Røde Plads kl. 23:30 en kold vinteraften i november, mens sneen sagte daler ned i skæret fra kraftige projektører, der oplyser St. Basils katedral med de farverige kupler, var ved at tage vejret fra mig. Nu manglede jeg bare et glas varm gløgg og nogle brunkager, så ville jeg være mættet med vinter- og julestemning for et par år. Det må have været sneen, der ledte tankerne hen på julen. Sneen er jo ved at være en mangelvare i strafrecht hausarbeit muster den danske vinter. Moskovitterne varmer sig med vodka. Jeg købte en flaske Rasputin Vodka for 2 US$ af en mand på gaden, fik mig en god slurk og var i eventyrland.

Den efterfølgende aften var det alvor. Toget skulle afgå lidt før midnat, og jeg ankom sammen med en lille gruppe udenlandske rejsende.
8 mennesker alt i alt, fra New Zealand, Frankrig, England, Schweiz, Holland, USA og så mig selv som eneste skandinav. Heldigt, ingen skræmmende turistgrupper, der kan ødelægge enhver form for eventyrfølelse. Heller ingen danskere, men dog nogle få vesterlændinge, man kan kommunikere med og dele oplevelser med.
En perfekt blanding.

Vi blev hurtigt opslugt i mylderet af kinesere og russere, der frysende og utålmodigt stod og ventede på det forsinkede tog. Minus 10 grader, og ikke til at få plads indendørs noget sted. Da toget endelig rullede ind på spor 2, forekom det at være startskuddet til en hel folkevandring. Alle forsøgte at kæmpe sig vej frem til en plads. Især kineserne maser på som gjaldt det livet. Man bliver grebet af stemningen, og maser på, selv om man har en nummereret billet i hånden.

Vi skulle med det kinesiske tog. På en og samme tid både udfordrende, spændende og problematisk. Samtlige konduktører, 1 for hver af de 20 vogne, er kinesere, og taler kun kinesisk. De er enevældige, og slet ikke til at forhandle med. Selv om Intourist havde forsøgt at få de få vesterlændinge samlet i samme vogn, blev vi spredt for alle vinde. Værst gik det ud over den unge pige Ruta fra England. Hun havde 2.klasses sovevogn, hvor der er 4 køjer i hver kupe. Trangt og indelukket. En kineser kunne aldrig finde på at åbne vinduet for at få frisk luft…- “hvad er det??? – her er jo så dejlig tilrøget herinde”. Så på hele turen var hun omgivet af kæderygende, stirrende, højttalende, spisende, harkende og spyttende kinesermænd.. Var hun blot væk fra sin seng i 5 minutter, lå der en kineser og sov i den, når hun kom tilbage. Værst var de stirrende øjne, når hun skulle skifte tøj eller var på vej i seng. Faktisk var de flinke nok alle sammen, sagde hun, det er bare så fortvivlende vanskeligt, når man ikke kan tale sammen på et sprog, begge parter forstår.
Jeg rejste på 1.klasse, og havde dermed sikret mig mod kinesiske gener. Troede jeg da! Ret fin lille kupè med 2 køjesenge, en lille lænestol, dug på bordet, gardiner for vinduet og et lille vaskerum til etagevask. Fedtet og beskidt, men alligevel hyggeligt. Men ak, Ma Shyru, en kinesisk handelsmand, blev min rejsefælle. Jeg havde drømt om en charmerende russisk prinsesse, eller måske bare en flink gut fra vesten, da ikke en kineser. Godt nok er jeg rejst ud for at opleve, men togturen skulle netop være den bløde overgang fra hverdag til det ukendte. Man har jo sine fordomme og rytmer, som lige kræver lidt tid at drosle ned. Nå, den første nat, kl. 03:00, havde han 4 storrygende venner på besøg fra 2. klasse. De vandt ansigt overfor vennerne ved at kunne opholde sig her, og mit ansigt blev blot mere og mere rødglødende. Sad i min overkøje og rasede. Besluttede mig endelig for et opgør, for det ville jeg ikke kunne klare i 6 dage. Smed 3 gange askebægeret med bjerge af aske og skodder ud på gangen. Prøvede med min lidt overlegne fysik at smide alle undtagen Ma Shyru ud, viste med fagter og gebærder, hvad der gik mig på, og de gloede alle som en på mig, som var jeg rablende sindssyg. Heldigvis, for netop denne iagttagelse skabte åbenbart en smule respekt, og som dagene gik, blev vi blev de fineste venner. De sidste dage havde han højst en ven på besøg af gangen, lod mig altid sidde i lænestolen og røg kun ude på gangen. Jeg kom virkelig til at holde af denne mand. På den store, uendeligt lange lokumsrulle, som han hensynsfuldt pakkede sine opharkede snotklatter ind i og smed på gulvet, fik jeg et kursus i kinesisk. Hver dag sad vi og snakkede via min parlør, hans tegn på rullen og fagter med arme, hænder og hoved. “Duo shao qian”, – hvad koster det ?, blev senere mine 3 mest benyttede ord i Kina.

Hvad og hvor han spiste, så jeg aldrig, men vores lille gruppe “nød” russisk kogekunst 3 gange om dagen i den russiske spisevogn. Det var inkluderet i billetten. Kineserne, som ellers er et madglad folkefærd, så man så godt som aldrig i den russiske spisevogn. Forståeligt, for det var ren straffefangemad. Min bedste investering længe, var de 8 dåser med makrel i tomat og 2 pakker rugbrød, jeg hjemme havde købt i Netto.
Når man skal af med maden igen, er det ikke for folk med sarte næser. Toilettet er et hul i gulvet, med frit udsyn til skinnerne. Pladsen er trang, toget ruller, så det er om hurtigt at komme ned i hugsiddende stilling og håbe på, at man ikke mister balancen. For det er langtfra alle, der har haft sigtekornet rigtigt indstillet, så man holder vejret og lukker øjnene. Der er sjældent vand til at skylle ud med og toiletpapir er en by i Rusland!!!

Toget stopper daglig 4-5 gange, og overalt på perronerne er de lokale troppet op med små boder. Her kan man proviantere med brød, øl, kogte æg, pølser, vand og selvfølgelig vodka. Vodkaen er russernes bedste, og måske eneste, middel mod kulde og forkølelser. Majoriteten af de rejsende er enten forkølede, har ondt i halsen eller hoster og harker, men det er som om vodkaen lige netop holder èn fra sengen. Den er et lille gran stærkere end bacillerne. Drikker man den på russisk vis, er det gedigne slurke lige fra flasken, eller “bottom,s up” fra ølglas. Vi får alle en slurk af samme glas, ikke underligt forkølelsen spredes.
Kineserne er mere interesserede i alt det ragelse, der er sat til salg. Udover madvarer tilbyder russerne “very old” antikviteter, militærjakker og -huer, plasticradioer og -telefoner og andre sort-børsvarer. Kinesernes kupeer er ellers allerede fyldt til randen med de pudsigste ting, de har anskaffet sig i Moskva.
Undertiden står handelsfolkene på toget med en stor sæk, kører med en 3-4 timer, og hopper så af igen. Ofte med mere i sækken end da de startede. Der bliver stjålet flittigt fra de rejsende, især os naive vesterlændinge. Vi er tit på opdagelse gennem gangene, og kan jo ikke holde opsyn med vore ejendele hele tiden. Kiwien fra New Zealand fik stjålet en rygsæk med tøj, 2 kameraer og en del film. Jeg kom en dag ind i min kupe og så Ma Shyru i livlig handel med 5 russere. Han tænkte kun på at gøre en god handel, og mine personlige ejendele lå frit fremme overalt. Der forsvandt dog ikke noget, men Ma Shyru fik en skideballe, han forstod. Derefter havde han højst 1 handelsmand på besøg af gangen. En dag investerede jeg 8 $ i en ræveskindshat. Viste den stolt til Ma Shyru. Han var kun interesseret i prisen, typisk kineser, og mistede med et respekten for mig. “One dollar”, var altid hans udgangspris, og højere bød han aldrig. Var jeg virkelig blevet taget ved næsen?

Til alt held for lystigheden på toget, var der en russisk trup på 16, der skulle turnere med et show i Kina. Truppen bestod af 2 kosak-dansere, kirkesangeren Yuri, bossen Igor, og så 12 russiske fotomodeller. Den ene smukkere end den anden. Så af en eller anden grund var vi 4-5 gutter, der ofte befandt sig i de kupeer, hvor modellerne boede. Egentlig var det spild af tid, for der var ikke rigtig nogen steder man kunne fornøje sig med en eventuel erobring.
Mens vi opfattede turen som et eventyr, var det et mareridt for pigerne. De var jo på vej til arbejde. I 6 dage kunne de kun få sig en sparsom etagevask med det kolde vand fra håndvasken, alle var halv- eller helforkølede og de kedede sig. Men truppen havde simpelthen ikke råd til anden transport. Og beskidte, det var pigerne, ligesom alle os andre. Opvarmningen foregår ved hjælp af cirkulerende vand, der opvarmes af kulfyrede brændeovne. Soden, og lugten af den, ligger konstant i luften. . Den trænger ind overalt, så efter 2 dage er du bogstaveligt talt sort. Men uden varmen ville vi nok fryse ihjel. Trods vodka og lange underbukser.

En aften sang Yuri for med rungende stemme, “Moscow by Night”, vodkaen flød, stemningen steg på toget, og vi var 20 feststemte togtosser til international fest. Sammenklemt i en 5 kvadratmeter “stor” kupè. Kineserne holdt sig væk, og først kl. 6:00 lod vi dem få nattero. Men allerede kl. 9:00 blev jeg jaget ud af sengen af Ma Shyru. Han ville have mig til at flytte min rygsæk fra den store hylde over døren. “Hvad nu?” Han forklarede mig, med en skruetrækker i hånden, at det var tid til at skrue panelerne af og gemme visse “varer” af vejen. Så jeg fandt efterhånden ud af, hvorfor så mange kinesere var med på denne tur. De smugler så man tror det er løgn. Toget vrimler med hunde i alle størrelser, skildpadder, utallige fugle pakket i små trææsker, Marlboro cigaretter i 10.000-vis, store summer $-sedler osv. Alt sammen ting som indbringer enorm profit, er det først kommet til Kina. I storbyerne er det f.eks. forbudt at holde kæledyr, og en lille Pekingeser, som er let at gemme af vejen, indbringer ifølge kineserne ca. 500 $. Det er en anselig sum penge i dagens Kina, hvor en gennemsnitsmånedsløn ligger på 30-35 $, eller ca. 230 kr.

De sidste 2 nætter på toget var der heller ikke meget søvn at hente. Skift af lokomotiv, grænsekontroller og i Erlian vad den Mongolsk/Kinesiske grænse, udskiftningen af samtlige undervogne, da sporvidden er smallere i Kina.
– lidt over midnat kører toget ind i en enorm hal. Samtlige vogne hejses ca. 1½ m. op, efter at undervognen er afmonteret. Mobile kraner, der kører rundt oppe under taget, udskifter de tonstunge og isbelagte undervogne. Det hele ser ret primitivt ud, men kineserne er effektive og det krævende arbejde er overstået på et par timer. Det er drønende koldt, men ingen pardon, samtlige 2.klasses passagerer bedes forlade vognene og må trisse frysende rundt. Dem på l. klasse får lov til at sove videre – selv i Kina er der forskel på folk !!!

Ved grænsen går en mærkbar, spændt stemning, gennem toget. Toldere og politi ser barske ud, og får mig næsten til at føle mig som en forbryder, selv om jeg har rent mel i posen. Anderledes med de kinesiske rejsende. Alle hundene har fået sovemiddel, og er stuvet af vejen. Frank fra Frankrig har godvilligt ladet nogle kinesere lægge en kuffert med 30 kartoner Marlboro-cigaretter ind under sin seng, og om halsen har han 3.000 US$ i kontanter. Jeg spekulerer på, om jeg vil blive draget til ansvar og ikke Ma Shyru, hvis de finder hans “varer”, gemt bag den væg, hvor min rygsæk ligger. Men måske er tolderne blevet “smurt”, for gennemgangen af kupeerne er uhyre overfladisk, og intet bliver fundet. Værst gik det for en mellemstor, krølhåret hund. Den var blevet proppet med sovemedicin, men ville altså ikke falde til ro, og gøede i et væk. Så kineserne havde bundet den til et træ ved sidste stop før grænsen, i 15 graders kulde… så der står den nok endnu!!!
Da de kinesiske toldere kommer til min kupe, bliver der kun stillet et spørgsmål til mig og Ma Shyru,
– “Do you have any animals?” Vi siger selvfølgelig nej, og kan endelig få os et par timers søvn.

Efterhånden gik det op for mig, at jeg overhovedet ikke havde haft tid til at læse de medbragte bøger, og at jeg stort set ikke havde fulgt med i hvad der foregik udenfor toget. Udsigten er ret ensformig, vinduerne ganske beskidte, men den altafgørende grund var , at der var så meget spændende og nyt at se på og foretage sig inde i selve toget, at man næsten glemmer verden udenfor, de 6-7 dage turen varer.
Der er noget forunderligt ved lange togture, det er helt sikkert !!!

Men efter de grå dage i det gamle Sovjetunionen, var der pludselig action udenfor. I Ulan Bator, hovedstaden i Mongoliet. Vi rullede ind på stationen om formiddagen, i strålende solskin, og det forekom, at det ganske land var troppet op på stationen. Tusindvis af mongoler i farverige folkedragter.
For at betragte og få tiden til at gå, men også for at handle med denne uges “langnæser”. Der er noget stolt og sejt over Mongolerne, det ligefrem lyser ud af deres ansigter. Men et helt andet og Onkel Joachim-agtigt udtryk kan man fornemme, hvis man ofrer nogle få dollars på nogle af de souvenirs, de tilbyder. Malerier, mønter, hatte, og selvfølgelig de obligatoriske “ægte” og “enormt gamle” antikviteter.

Resten af dagen gled vi gennem de uendelige mongolske stepper. Spredte landsbyer som prikker i horisonten, mænd på små hårdføre heste, kameler hist og her og den smukke natur belagt med sne. Hele sceneriet gav en fornemmelse af evighed. Det må være den mest eventyrlige togstrækning der findes i verden i dag.

Da vi har passeret grænsen og er i Kina, liver kineserne op til dåd. Der er endelig blevet hægtet en kinesisk spisevogn på. Den ringe russiske og den enormt dyre mongolske er væk, og det vrimler nu med små, sultne mænd. Deres spiseglæde overgår næsten deres hengivenhed for rygning. Ma Shyru fejrer den snarlige ankomst til Peking med at frisere sig og tage sit pæneste tøj på. Han er sku forfængelig. Det havde jeg aldrig troet !!! Han har endda en kæmpe cigar i munden nu, gemt specielt til denne lejlighed. Han fører sig stort frem og får besøg af 5 gutter. Snart kan jeg intet se, langt mindre få vejret. Men nu generer røgen mig ikke spor. Om få timer står vi jo af toget. Jeg hygger mig bare over, hvor meget de glæder sig til at komme hjem, gense familie og venner, og komme af med smuglergodset.

Så ved aftenstide den 6.te dag er sidste stop Peking banegård. Jeg føler, at jeg er blevet en kæmpe oplevelse rigere, og har lært, at især kinesernes kultur er milevidt fra min egen, men at man kan have stor glæde og fornøjelse af deres samvær, hvis man formår at slække en smule på mange af ens tåbelige, vestlige fordomme. Så togturen er et fint springbræt fra Danmark til en længere rejse i Kina.

Trænger du selv til en romantisk oplevelse af en lidt speciel karakter, kan jeg ikke forestille mig noget bedre end en første klasses kupe for 2. Men gør det om vinteren, for den etniske blanding på toget på denne årstid er en kæmpe fordel. I hvert fald for rejsende, der vil opleve lidt eventyr. Jo mindre kontakt med det man kender til, jo bedre.
Husk blot ørepropper, toiletpapir og makrel i tomat. Så kan det ikke gå helt galt!!!!