Artik015DK

STIGFILM.DK

Stig Hartkopf // Eventyrer // Filmmand // Foredragsholder

"Travel to Survive"

Artikler

________

Berlingske Tidende 2001 “Israel på to hjul”

 

– af Stig Hartkopf

 

- eventyrer, filmmand og foredragsholder fra Østerbro, som tidligere har skrevet i avisen om begivenhedsrige ture

til bl.a. Kina, Vietnam, Grønland, Cuba, Haiti og Dominikanske Republik. 

 

 

I år cyklede han i løbet af 3 måneder Israel tyndt. Her følger en appetitvækker, hvis nogle skulle have lyst til selv at cykle sig en tur. 


I henhold til hvad Israel fylder i medierne, især her i slutningen af år 2000, men også tidligere, er det forbavsende, hvor lille et land det faktisk er. Kun lidt mere end 1⁄2 så stort som Danmark, og det iberegnet de palæstinensiske områder. Så da jeg i begyndelsen af året igen blev ramt af udlængsel, fik lyst til at lave en ny cykel- dokumentarfilm, og valget faldt på Israel, virkede det umiddelbart som et overskueligt og hyggeligt lille land at cykle rundt og opleve i. Fra Eilat i syd til Metulla i nord ikke mere end 450 km. 


Jeg interesserer mig ikke stort for politik og religion, og tænkte, at sålænge jeg bare ligner en udlænding, en cyklende turist, skulle der ikke være nogen problemer. Af samme grund fraveg jeg princippet om ikke at rejse rundt med et dansk flag, og spændte et lille dannebrog på rygsækken. På denne vis, medbringende en Mountainbike, et par kameraer og en overfyldt rygsæk, ankom jeg til Jerusalem, – og hvilket sted i verden er bedre at starte et nyt eventyr end her. Det hellige land, denne hellige by, hvorfra uendelige eventyrlige beretninger har deres herkomst. Og jeg må indrømme, efter at have rejst verden rundt de sidste 15 år, hvor jeg har været begunstiget med utrolige oplevelser og mødt et hav af spændende mennesker, og faktisk følte mig mættet og skeptisk overfor, om der var mere og nyt at byde på, ja, så må jeg erkende, at der ikke er mange byer i verden med så meget nerve som Jerusalem, og i særdeleshed,


– den gamle bydel. Her kan man faktisk cykle rundt i de snævre gyder, op 


 


og ned ad trapper og stejle stræder, hvis man ikke er bange for at blive overfaldet enten verbalt eller korporligt af de mange plattenslagere, der sælger ægte antikviteter til milllioner af dumme turister. En by i byen, hvor der på et område på lidt over 1 kvadratkilometer, omgivet af høje mure, bor 25 – 30.000 mennesker. Skarpt opdelt i 4 kvarterer. Det muslimske, det jødiske, det armenske og det kristne. Om dagen en uendelig variation af mennesketyper og klædedragter, hellige mennesker, præster, nonner, turister, eventyrere, handlende, tyveknægte, og ikke mindst en lind strøm af de pudsigt udseende ortodokse jøder, på vej til og fra grædemuren og de indre gemakker, hvor de læser og læser og læser. 


Man kan kun beruses af stemningen, men alligevel fornemmer man fjendtligheden og også hadet mellem de forskellige grupper, – en mængde minoriteter, der hver tror på sit, og så de 3 dominerende grupper; palæstinensere og arabere, størsteparten muslimer; de almindelige jøder og ikke mindst de ortodokse jøder, der i mange tilfælde har en mærkbar nedladende og arrogant attitude overfor alle udenfor egne rækker. Folks ansigter afslører hvad der ligger og lurer. Stort set ingen smiler. Øjnene og de alvorlige udtryk fortæller, at man passer sit eget, omgås og kontakter kun lige dem man kender, og haster videre. Indtrykket forstærkes af den markante tilstedeværelse af sværtbevæbnet politi, militær, sikkerhedsvagter og helt almindelige civile, der ikke gør meget for at skjule pistolen i buksekanten. Jeg får en snak med mange af de lokale, hører mange advarende beretninger, og får nogle af dem bekræftet af de mange rygsækrejsende, der gerne overnatter på et af de mange vandrehjem indenfor murene. Aften og nat er det smartest at holde sig inden døre her. Man farer let vild i denne labyrint, og ikke så få overfaldes, gennemtæves og frarøves værdier. 


Resten af Jerusalem by kan som sådan i visse kvarterer godt give et mere roligt billede, men det er nok kun på overfladen. Jeg bliver lidt skræmt af forholdene, for jeg agter at cykle Israel rundt, alene, ubeskyttet, og det her land er en krudttønde. Ingen tvivl om det. Der er gang i den. Vi er IKKE i København. 


Jeg bor i den jødiske del af Jerusalem, og fra jødernes side frarådes jeg på det kraftigste at cykle gennem de palæstinensiske områder. De har 


dårlige erfaringer. Når jeg forhører mig hos palæstinensere, er de ikke meget for at udtale sig. De er ikke direkte fjendtlige overfor mig, men de virker meget tilbageholdende med oplysninger. Jeg beslutter mig for 2 prøveture, til Ramallah og Bethlehem. Turen til Bethlehem er ikke lang, eftersom byen nærmest er en forstad til Jerusalem. Da jeg passerer de israelske soldaters vejspærring og checkpoint, cykler jeg med et tændt kamera i hånden, og hjertet banker af spænding. Men der er ingen reaktion. Heller ikke da jeg cykler rundt i Bethlehem. Men atmosfæren er ny. Som et andet land. Gule taxier med palæstinensiske nummerplader. Skilte på arabisk og folk med ternede tørklæder om hovedet. Da jeg kører rundt om et hjørne, stadig med kameraet aktiveret, styrer jeg direkte mod 5 sortklædte, palæstinensiske politifolk. Så for satan, nu er den gal tænker jeg, og en smule angstfyldt sved pibler frem under armene. Men ingen reaktion. Wauw, puuha, smiler jeg lidt for mig selv, det var dejligt. Så lige pludselig overdøver højttalerne fra moskeen på torvet alle lyde. Det er tid til en af dagens 5 bønner, og muezzinens stemme trænger ud over hele byen. Lidt uhyggeligt, men også eventyrligt. Jeg forstår jo ikke hvad der bliver sagt. Låser cyklen, går ind og bestiller noget mad. Meget velsmagende, overpris, for jeg kan jo ikke skjule min turistidentitet. Joker lidt med den arabiske ejer, og fortæller at jeg er fra Danmark. “Oooh danish, Denmark, then you have nothing to fear, my friend”. 


Jeg føler mig ikke så lidt mere modig og afslappet nu, og vender cyklen mod Ramallah. Ca. 20 kilometer nordpå. Gennem Jerusalem, endnu en militærpost, og så er jeg inde i Vestbredden. På Den Dominikanske Republik blev jeg næsten slået ihjel for 11⁄2 år siden, og har været forfulgt og overfaldet andre steder i verden. Det udvikler lidt paranoia, men også en en sjette sans, “tænk dig godt om”-sansen. Og den begynder at tikke kraftigt. Jo tættere jeg kommer på Ramallah, jo mere usikker føler jeg mig. Bethlehem var ganske vel besøgt af turister, men på disse kanter er jeg den eneste fremmede, og så på cykel. Folk stirrer underligt afmålende på mig, og der er spredte fjendtlige tilråb. Det er mit indtryk, at palæstinenserne ikke har de samme midler til at vedligeholde deres veje, køre affald væk, og i den dur, som det er tilfældet i 


de jødiske områder. Med et virker her mere fattigt, ikke at det behøver 


betyde fare for en rejsende, men alligevel. Utilfredsheden blandt befolkningen er stor, og hvis de nu tror jeg er jøde, kunne det nok blive ubehageligt. Hurra for dannebrog, men hvem kender i grunden det danske flag her. 


På vej op ad en af de store bakker lige før Ramallah by, cykler jeg af gode grunde rigtig langsomt. For ikke at vække mere opsigt end godt er, har jeg ladet kameraet blive i tasken. Men alligevel, med et, nærmest omringes jeg af en flok unge mænd. Gloserne der strømmer fra deres læber, har en fjendtlig klang, og udtrykkene i deres ansigter er nærmest hadefulde. Situationen er meget truende. En af dem rører min cykel, og stikker sin tunge op i mit ansigt. Mere sker der ikke. Jer er bange, lidt rystet, men fortsætter stille og roligt og prøver at se “cool” og fattet ud. Lidt mod min vilje cykler jeg ind i Ramallah. En meget livlig by. Det nærmest summer af liv og mennesker i gaderne. De fleste til fods, på indkøb i de mange små forretninger, der bugner af varer. Igen meget arabisk, selvfølgelig. Ikke langt fra centrum har jøderne en bosættelse, midt i palæstinensernes territorie. Det er ganske givet en torn i øjet på palæstinenserne, og endnu en grund til al balladen. Jeg havde planlagt at besøge stedet, men tror det er smart at droppe. Bedst ikke at give indtryk af for stærke tilknytningsforhold til nogen af siderne. Neutralitet. Kameraet fortsætter sin tilværelse dybt nede i tasken. Der er ingen grund til unødig provokation. Jeg tør simpelthen ikke filme i dag. Folk kan jo ikke umiddelbart se, at jeg blot ønsker at lave en film om at cykle landet rundt. 


3 dage senere er jeg klar. Jeg har lagt en rute der hovedsalig går gennem de jødiske områder. I dag 70 km til Tel Aviv. Fra Jerusalems højder nærmer jeg mig det flade kystområde, forvilder mig ud på hovedvejen, hvor der er cykling forbudt, men vælger den lige vej, og cykler ude i rabatten. Punkterer første gang efter 5 minutter. Pokkers til sted. Tung trafik og millionvis af glasskår. Israelerne er måske de mest elendige bilister i verden. De er i hvert fald ikke vant til cyklister, og min største fjende viser sig simpelthen at være bilerne. Cykelstier findes slet ikke i Israel, og i byerne cykler man på fortovet. Det er accepteret, så der er ingen gamle damer der uddeler stokkeslag. 


Tel Aviv har ikke meget at byde på, en storby som storbyer er flest, så jeg 


cykler ca. 100 km op ad kysten til Haifa. Stemningen er afslappet, og tilsyneladende er der en bedre forståelse folk imellem heroppe. På en lille offentlig strand mellem Haifa og Akko, nyder folk vandet og solen og driverlivet. Jøder, muslimer, palæstinensere, nogle få turister, en enkelt cyklist. Det er som om alle problemer er skubbet i baggrunden for en tid, og alle bare er taget til stranden for at hygge sig. 


Men Israel er Israel, og natten igennem høres en rumlen oppe fra grænsen til Libanon, som ikke er mere end 50 kilometer væk. Jeg tror det er fyrværkeri af en slags, men nogle siger, at det er bombetorden. Der har været rygter fremme om, at Israelerne vil trække deres tropper ud af den sikkerhedszone i det sydlige Libanon, som de har belejret i snart 22 år. Om morgenen bekræftes formodningerne. Alt militær er overraskende på vej ud længe før den fastsatte dato.


Så jeg cykler i huj og hast nordpå. Op til byen Kiryat Shmonah, som gennem årene mange gange har været ramt af bomber fra Libanon, såkaldte russiske Ketyushas, affyret af palæstinensiske friheds bevægelser. Det ER krigszone nu, og her vrimler med tanks og militær. Mange lokale er allerede flygtet herfra, og natten igennem har folk siddet i beskyttelsesrum. Jeg bliver antastet af en officer, der ikke mener jeg har ret til at cykle rundt og filme her. Jeg fremviser mit pressekort, og han ryster opgivende på hovedet. “Okay, så cykel du bare rundt, hvis det er det du vil”. Herfra er der ca. 10 km op til Metulla, landets nordligste by, lige op og ned af grænsen til Libanon. Grænseovergangen her kaldes “The Good Fence” . Gennem årene krydsede folk bosat i sydlibanon grænsen her, dels for at arbejde, dels for at modtage behandling på et israelsk hospital. Det er en drøj cykeltur, opad hele vejen. Området er utrolig smukt og frodigt. Markerne bugner af sunde afgrøder, og krig er det sidste tankerne ledes hen på. Men så passerer et par tanks, nogle jeeps og sidst en karavane af busser med flygtende libanesere, der har samarbejdet med Israelerne, og ville gå en usikker fremtid i møde, hvis de forblev i det sydlige Libanon. 


Pludselig står jeg så ved “The Good Fence” på denne historiske dag. Kører lige ind i en deling I.D.F., israelske soldater, der som nogle af de 


sidste forlader Libanon. Ikke mere end 100 m. fra hvor jeg står, affyrer folk fra den palæstinensiske Hizbollah-bevægelse og andre henrykte palæstinensere og libanesere, pistoler og geværer af op i luften. De betragter rømningen som en sejr. Stemningen er spændt. Hvad vil der ske i de kommende timer og dage Vil palæstinenserne prøve at krydse grænsen, vil der forekomme direkte angreb på de lokale jøder, der nu nærmest har deres fjender i baghaven, efter at den 20-25 km brede sikkerhedszone ikke længere er der. Jeg render rundt og filmer, prøver at få nogle interviews. Soldaterne glor på mig som om jeg var lidt gal, tosset. En fjollet turist der render rundt og leger krigskorrespondent med sit kamera. Men pudsigt nok er der ikke nogen der hindrer mig. De har også rigelig at se til. 


Jeg er helt oppe at køre. Selv om verden er forfærdelig, og livet for alle parter på disse kanter er alt andet end fredeligt, kan jeg ikke lade være med at blive grebet af stemningen, og føler mig opfyldt af en slags eventyrfølelse. Angst, spænding, ikke udelukkende negativt. Meget underligt. 


Jeg har været så optaget af denne hændelse, at jeg først tænker på at finde logi for natten hen på eftermiddagen. Der er 12 km til en kibbutz ved navn Maayan Baruch. Jeg cykler derhen og ankommer efter mørkets frembrud. En gitterport går op, og bevæbnede vagter tager imod. De ser lidt overraskede ud, men henviser mig til et kontor. Jeg tænker på, at man er godt beskyttet her. Pigtråd, vagter, projektører og soldater. Ved indgangen til en kibbutz. Nærmest som en fangelejr. Men de er åbenbart vant til at leve i forventning om bombenedslag og uvelkomne gæster. Nå, jeg er i hvert fald en velkommen gæst, viser det sig næste morgen. De 150 turister, som kibbutzen normalt huser, er alle flygtet for flere dage siden. Så jeg forundes en kongelig behandling. Er simpelthen den eneste fremmede på stedet. Hele køkkenpersonalet er på plads, og de laver en overdådig morgenmad til mig. Sidder og spiser den mutters alene i en spisesal med plads til 200 mennesker. 


Får en snak med Leib, en sydafrikaner, som kom hertil i 1947, og dermed var med til at grundlægge staten Israel. “Vi er ikke glade lige nu. Vi frygter en smule for fremtiden. Ingen ved hvad der vil ske, og mange 


lokale er simpelthen flygtet fra hus og hjem.”


Vi kører rundt på en traktor og beser kibbutzen. Leib viser mig det fintfølende elektroniske hegn, der beskytter alle Israels landegrænser, og altså bl.a. går langs deres marker og baghaver. Han fortæller, at de gennem årene har handlet og er kommet fint ud af det med både palæstinensere og libanesere heroppe. Men nu ser fremtiden dyster ud. Ikke alle ønsker fred, og de er nervøse. Denne kibbutz er godt nok kun blevet ramt af en enkelt bombe, som, held i uheld, ikke hverken sårede eller dræbte nogen, men sad lige midt i gylletanken. Kibbutzen stank af skidt og lort i flere uger.


“Men jeg har været her fra starten, og flygter ikke. Aldrig. Jeg er optimist og tror på en fredelig løsning. Helst inden næste sommer, for vi skulle gerne have stedet fyldt op med turister igen!!!”.


Samme økonomiske bevæggrund til et ønske om fred og stabilitet udtrykkes også fra palæstinensisk og arabisk side. Men total og varig fred har lange udsigter. Som ethvert andet sted i denne skøre verden, hvor man bekriger hinanden, fordi man ikke lige har samme trosretning. Meget trist, for dette land har mange smukke seværdigheder at byde på og mange spændende mennesker at møde. Både i de palæstinensiske og i de jødiske områder. 


Min cykeltur Israel rundt fortsætter den næste 11⁄2 måned. Gennem Golanhøjderne, rundt om Genesaretsøen, langs Jordans grænse ned til det Døde Hav. På kryds og tværs gennem forskellige småbyer i ørkenen, for til sidst at bade og sole og slappe af i Eilat.


Det bliver en større oplevelse, langt større udfordring, end jeg havde ventet, og langt mere krævende. Der er bakker og bjerge, 40 – 45 grader varmt i ørkenen, så der skal trædes til og drikkes mange liter vand. Men jeg kom helskindet og måske en smule klogere igennem.

 

Copyright © Stig Hartkopf / www.stigfilm.dk - All Rights Reserved.