Artikler

________

SØNDAGSAVISEN 1990 “EVENTYRERNES JAGT PÅ ÆDELSTENE”

Af Stig Hartkopf

“Lykken er at slikke på en opal, se farverne danse i lyset og vide, at man står med en formue i hånden. To danskere har i Sydaustralien gravet efter opaler for Søndagsavisen.” 

Coober Pedy, Sydaustralien, Søndagsavisen. 

Verden byder endnu på små fantastiske hjørner med mulighed for den eventyrer, der ger sætter 40-timers ugen med fast løn over styr til fordel for de uventede oplevelser, som morgendagen kan bringe i et ukendt land. 

For eksempel Coober Pedy i Sydaustralien, der byder på alt, hvad guldgraveren kan drømme om. I minefeltet omkring byen kan enhver frit stoppe op og måske tjene en formue på at finde opaler, – en art ædelsten, som er et mineral bestående af kiselsyre, og som bruges til smykkestene. 

Vi, Karina Strand og Stig København, der er på vej Australien rundt i en lille varevogn, blev grebet af “opalfeberen”. 

MÅNELANDSKAB 

Fra Adelaide, hovedstaden i Sydaustralien, er der ca. 1000 km op til minebyen Coober Pedy. Den ligger midt i et tørt og barskt landskab, som mest af alt minder om en lille bid af månen. 80 % af befolkningen bor under jorden i huler, “dugouts”, som er gamle, udtømte mineudgravninger.

Alle butikker i byens centrum har en eller anden form for OPAL-skilt i vinduet. Hele 39 forretninger i den lille by sælger opaler, selv apotekeren. En ældre hollænder, der har “minet” her i 30 år, driver nu en lille forretning med – selvfølgelig – opalsalg og guidede ture, George Opal Prospectors Tours. George fortæller, at der bor ca. 4000 mennesker 

fordelt på 47 forskellige nationaliteter. Alle og enhver besat af opaler. Det startede med første fund i 1915 og Coober Pedy producerer nu 90 % af de opaler, der er til salg verden over. Vi besøger George ́s hjem med alle moderne faciliteter, men uden et eneste vindue. Vindueskiggere har dårlige tider her, og der er vist heller ingen som sælger gardiner!

Så går turen ud til minefelterne og opal-feberen begynder så småt at få tag i én – finder vi mon noget?

Opallagene befinder sig i overfladen og 30 meter ned. Mineejerne borer adskillige småhuller indenfor deres område, et såkaldt “claim” på 50 gange 50 meter, og er der spor af opal, starter selve tunneludgravningen. 

2000 KR I HÅNDEN 

Kæmpe støvsugere smider alt det gennemsøgte jord nede fra tunnellerne op i kæmpe bunker, og nu er det enhvers ret at samle de stykker op, som mineren har overset nede i de støvede og mørke gange.

Vi er en snes personer med på denne tur, og får nu en halv time til at “noodle” i. Noodle vil sige, at man går rundt i sandbunkerne og leder efter sten med farve i. Finder man et lovende stykke, slikker man på det, så al støv og jord fjernes, holder det op mod solen, og er der gevinst, kan man se opalens mange farver spille i sollyset. Ofte er det forgæves slikkeri; farveløst opalmateriale, kaldet potsch, og så er det værdiløst. Men in i mellem dukker der større eller mindre stykker op med farvelag i. Er man f.eks. heldig at finde et solidt stykke opal med en overvægt af rød farve, på størrelse med en pebernød, kan man sagtens stå med hvad der svarer til 2-3000 kroner i hånden... 

Vi finder ikke andet end små ret værdiløse stykker den første dag, men hører så mange solstrålehistorier, at vi beslutter at give den en skalle i 7 dage. Det er beskidt arbejde, så næste morgen står vi klar, iført vores usleste klude. For 2 australske dollars har vi lejet os en si og en skovl og skal nu finde en bunke at grave i. 

Mere end 225 kvadratkilometer er endevendt gennem årene. Hverken noodlere eller de faste minearbejdere kan på forhånd med bestemthed sige, hvor opalen gemmer sig. Som guiden siger : “Opaler er ikke hvor du tror de er, men hvor du finder dem”. 

LYKKENS SPIL 

Vi er heldige. En græsk mineejer tager os med til et felt 15 kilometer nord for byen. Hektisk aktivitet og et hav af noodlere. Aboriginals, lykkejægere, almindelige australiere og så 2 danskere. Til “fyraften” er vi møjbeskidte, helt tillukkede i næseborene af sandstensstøv, men det er til at holde ud, for vi har lommerne fuld af gode opaler. Vi vasker både os selv og stenene, og får af en kyndig opkøber vurderet høsten til 1000 dollars, ca. 4.500 gode danske kroner. 

Han tilbyder os 800 dollars cash i hånden.

Vi afslår selvfølgelig pænt tilbuddet, og drøner lige ned i en underjordisk restaurant for at fejre dagen. Skønt at sidde her midt i ørkenen, nyde en god bøf og et glas rødvin, fire meter under jordens overflade og snakke opaler.

Vi har været heldige, men det er slet ikke opsigtsvækkende. Dagen efter finder en kvinde på gennemrejse en kæmpestor opal af fremragende kvalitet. En kinesisk opkøber betaler hende 40.000 dollars på stedet. Det er helt vildt. Alle i byen taler om det. Hvorfor var det ikke lige der vi havde gravet?

Men det er et lykkens spil. Den lille mande chance for at skabe sig en formue på en dag. Eller lede livet igennem uden at finde så meget som en eneste god opal. Det afspejler sig i byens indbyggere. Her er eventyrere, intellektuelle, drømmere og veluddannede blandet med de værste banditter og plattenslagere. For tiden er majoriteten grækere og italienere, men der er også en del folk fra Tyskland, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Polen, USA, Vietnam og Kina. Hovedsalig mænd, men enkelte kvinder prøver også lykken her. 

LIVSFARLIG SELVJUSTITS 

Der ER politi i byen, men ude i minefelterne råder der en slags “tilladt” selvjustits, junglelov i ørkenen. Finder man en fremmed på jagt efter opaler i ens mine, ser han ikke dagens lys igen. Vi så en ussel italiener vade rundt med 2 brækkede arme – han var sluppet billigt. Det er ikke 

alle der er registreret på det offentlige kontor, og folk forsvinder ind i mellem sporløst. Leder man efter opaler i gamle, udtømte mineskakte, kan man risikere at finde skeletter af mennesker. Det kan være uheldige noodlere, der optændt af “opalfeberen”, ikke har set en tilgroet mineskakt, er er drattet 20-30 under jorden. Men det kan også være skurke, der i utide er blevet taget på fersk gerning. Værdierne er store, mændene her er barske og rå, og der er kontant afregning for den slags overtrædelser. 

Politiet blander sig af gode grunde ikke i den slags opgør. 

Skulle der nu være en læse der har fået lyst til at prøve lykken som miner, er det indenfor alles rækkevidde. For mindre end 1000 kan man købe retten til at “mine” på sit eget claim på 50 gange 50 meter. I et år. For yderligere 1000 kroner kan man få foretaget prøveboringer på sit område, og er der gode spor af opalmateriale, ja, så er man “in business”. 

Som f.eks. da byens dyrlæge ville udvide sit “hus”, minegangene, med et moderne toilet. Han gravede en skakt til formålet, hvor han fandt for 60.000 dollars opaler. Han er ikke set siden i Coober Pedy.

Vores guide, George, har været mindre heldig. Har under 30 år aldrig rigtig fundet noget videre. Hans bror derimod er i dag en af Australiens rigeste mænd. George opgav på grund af pengemangel det minefelt, han havde gravet på i flere år. Broderen købte claimet for en skilling, genoptog arbejdet, og fandt ikke længe efter en formue. Rigtig mange penge. Ovenikøbet med Georges hjælp. Dele med broderen? – ikke tale om. George er i dag en lidt bitter mand. 

For tiden er der ingen faste danske mineejere i byen. Men enkelte har forsøgt sig. For vores eget vedkommende, som noodlere, fuldt lovligt, der lugter sig frem til de opaler, mineejerne har overset, blev det til 2 ugers hårdt slid. Ifølge lokale vurderingsmænd, har vi ca. 40 opaler, som kan slibes til smykkesten af en eller anden form. Værdien er svær at udtale sig om, da slibningen er altafgørende. Men de fleste kan sælges og i alt indbringe mellem 4 og 8.000 dollars.

Det har været sliddet værd. Lige så meget for oplevelsen som udbyttet. Nu skal vi videre op gennem ørkenen for at lede efter nye områder, hvor vi kan grave efter ædelsten. 

Der skulle være gode muligheder for at finde safirer, agater, guld, zircons, topazer og de meget sjældne lyserøde diamanter. 

Copyright © Stig Hartkopf / www.stigfilm.dk - All Rights Reserved.