Artik008DK

STIGFILM.DK

Stig Hartkopf // Eventyrer // Filmmand // Foredragsholder

"Travel to Survive"

Artikler

________

TRIATHLON BLADET 1996 “CUBA IRONMAN”

 

 

1100 KM GENNEM SUKKERRØR OG TOBAKSMARKER.

 

Af Stig Hartkopf

 

 

Jeg er en tidligere tritosse, udøver af triathlon, bedre kendt for at råbe op end vinde konkurrencer. men hva pokker, det eneste der betyder noget, er at jeg blev ironman et par gange. Svømmede 3,8 km, cyklede 180 km og løb 42 km, indenfor en og samme konkurrence. Bevidstheden om den bedrift giver muskler og tiltro til, at stort set alt kan lade sig gøre. 

 

Men det behøver jo ikke altsammen gå op i pulsure og stressende træningsprogrammer, så jeg fik en god ide..., – hvorfor ikke prøve at cykle en tur gennem Cuba ??? 

 

Lavede lidt research, og fik det indtryk hjemmefra, at det nok kunne byde på vanskeligheder, men at det var muligt. snart stod jeg så i havana lufthavn, klar til at skrue tiden 20–30 år tilbage: 

 

– Hørte, at der for ikke så mange år siden gik en jernbane på tværs af landingsbanen! en af passagererne blev hentet af ambulancen. En sammenlappet skramlekasse, nærmest en sæbekassebil, men altså en offentlig ambulance! vejen ind til havana var fyldt med huller og jernbanespor, politi og militær, jeeps og ladaer. meget eventyrligt og fremmedartet. Det tegnede rigtig godt det hele! 

 

5 dage senere var jeg klar til at drøne derudaf. På gaden i havana havde en flink ældre mand, en neger, solgt mig sin gamle kinesiske “forever bicycle” for 35 us $. Med støttefod, et enkelt gear og flotte kinesiske tegn på. tung som en flodhest, men robust at se på. Jeg lovede ham at passe godt på den. 

 

Cuba er i alvorlig materiel krise, så heldigvig havde en cykelforretning hjemmefra udstyret mig med noget uundværligt cykelgrej. Ting som lappegrejer, pumpe, kædelås, cykelkurv, værktøj og selv en vandflaske, er ikke til at opdrive, – og her er der brug for det. Ikke mindst kædelåsene. Cuba må have verdensrekord i at stjæle cykler. Ligegyldig hvor man er på besøg, kommer cyklen med. Restauranter, privat, ja, skal man bare lige ind og tisse et sted, tager man cyklen med. Ellers er den “smuttet”. 

 

Da jeg bl.a. var taget på denne tur for at lave en dokumentarfilm om landet, startede jeg ud med et meget ordinært kort over øen. Det hele skulle ikke være for arrangeret. Vidste blot, at jeg skulle ende i Santiago de Cuba 3-4 uger senere. 

 

Havde været forbi det danske konsulat, hvor jeg blev advaret om at rulle alene derudaf. Mange cubanere er desperate. Nogle lever på sultegrænsen, og få har råd til at købe selv de mest almindelige ting til livets opretholdelse. Gennemsnitslønnen ligger på 4-5 $ om måneden, 25,- kr, så kriminaliteten og volden er støt stigende. Bl.a. fordi mange af de relativt få butikker man finder her, sælger deres varer for dollars! Ja, det lyder tåbeligt, når lønnen udbatales i cubanske pesos. Ting som sæbe, tøj, sko, særlige madvarer og især kød, betales i dollars. Så den menige cubaner erhverver sig bl.a. de livsnødvendige dollars ved kriminalitet, et stort og velorganiseret sort marked, prostitution, smugrestauranter, cigarsalg til turister og “rulning” af turister. Det er ikke noget ufarligt land at rejse rundt i. Slet ikke med videokamera og rødt hår! – Så beder man ligefrem om balladen. 

 

Nå, sensationshistorierne er der jo altid, så jeg regnede 

 

med, at lidt sund fornuft og en smule forsigtighed, nok skulle få mig igennem. De folk, der skaber ubehageligheder for rejsende og turister, opholder sig som regel kun ved hoteller, strande, turistattraktioner og bus- og tog- og taxistationer. Så på landevejen står de nok ikke i kø, for her kommer der sædvanligvis ingen turister. 

 

Første strækning er på ca. 120 kilometer. fra havana til matanzas by. Strålende solskin, klokken er 10 om morgenen, da jeg triller langs havanas kystpromenade, “maleconen”. 130 kg tung, alt iberegnet.

 

Rygsækken har jeg bundet fast på bagagebæreren med nogle elastikker, kamera, vandflaske og nogle bananer i cykelkurven foran, og mellem benene denne herlige, robuste “forever” cykel. Lidt vel tung at træde, men sejt skal det være.

 

For at komme ud af havana skal alle cyklister køre 2 kilometer med “cykelbus”. Endnu en cubansk kuriositet, da landevejen østpå lettest nås via tunnellen, der går under havanas havn, og her er der cykling forbudt. 

 

Vidunderlig og eventyrlig fornemmelse endelig at være på vej ud i det uvisse. Lidt i stil med at stå i noget pissekoldt vand kl. 07.00 om morgenen, klar til en ironman i jels sø. Tænker, “hvad fanden er det du har gang i, din tosse”! Men så snart man er igang, pjasker derudaf, flyder adrenalinen, og livet er skønt... – og sådan er det også her på Cuba. Herligt at være på vej, leve og være i nuet, føle friheden, uden at ane noget om forholdene, og hvornår der er mulighed for at nå frem. 

 

Her er mange bakker, strid modvind, bagende sol, meget udfordrende, herligt. I starten cykler jeg lidt om kap med cubanerne. De skal lige vise hvem der kører hurtigst. Det sætter de faktisk en stor ære i. Meget underholdende, for 

 

de fleste cykler her er i en elendig forfatning. Mountainbikes og racercykler er der ikke mange af. Men snart tynder trafikken ud, og jer er helt alene. Cubanerne kan godt mande sig op til at cykle lidt rundt, men ikke for langt. dem jeg møder og fortæller, hvor jeg er på vej hen, siger: “det er jo en forbrydelse at cykle så langt”, eller, “er du da fuldstændig idiot?” når de selv cykler langt, er det enten efter rom eller på vej til elskerinden. Okay, hen på eftermiddagen begynder jeg nu også at føle mig lidt dum. Har ingen solhat med, så næse og pande er ildrød, og jeg er løbet tør for vædske. Det er sejere end jeg havde regnet med. der er heller ikke nogen “vandstationer”, nul forretninger, og jeg begynder at føle mig lidt svimmel. på 2 – 3 kæmpebakker er jeg nødt til at trække afsted med cyklen. Men så kommer “ironmanden” mig til hjælp. Jeg har en eller anden ide om, at det her er en bedrift at klare, og det er det faktisk også. Men da jeg lidt før mørkets tidlige frembrud endelig når matanzas, er jeg gået helt kold, cykelkold. Men første etape er klaret. 

 

Folk stiller sig op og glor. Rejsende er der ikke mange af på cuba, slet ikke på cykel. De turister, der kommer til cuba, ser havana, tobaksdistriktet vinjales og daser så på varadero strand. På hele turen traf jeg ikke en eneste udlænding, ikke en eneste rejsende. Det gør det hele lidt mere eventyrligt. Med tanke på besværlighederne, skal der nok gå nogle år endnu, før øen er overrendt af udlændinge. Så ønsker du en oplevelse helt på egen hånd, så pak bare cykeltaskerne. snart er det for sent. 

 

Jeg taler nogenlunde spansk, så det er forholdsvis let at skaffe sig nattelogi. I byerne væk fra havana er dollaren endnu sværere at få fat på, og et ældre ægtepar vil godt have mig boende for 6 $. Jeg er nødt til at spare på omkostningerne på denne måde, for lærer man ikke 

 

smutvejene at kende på Cuba, er tegnedrengen tømt på en uge. Dollarpriserne på de ting, en rejsende har brug for, er høje. Dyrere end de fleste lande i caribien og sydamerika. Privat indkvartering af udlændinge er ellers ulovligt, men de løber med glæde risikoen for bøde, og hvad der er værre. 

 

Rigoberto og Migdalic, hedder de, begge i tresserne. De har ikke talt med mange udlændinge i deres liv, så mødet er interessant for os alle 3.

 

Jeg spekulerer meget over livet her contra danmark. De lider virkelig nød på mange måder. mad, medicin, sæbe, tøj og mange andre fornødenheder, skal der kæmpes for hver dag. Bl.a. skal en af disse to gangbesværede mennesker hver dag ned hos bageren med deres rationeringsbog i hånden, for at købe det skaldede lille stykke brød, regeringen garanterer dem. Men på trods af deres åbenbare vanskeligheder, gør de alt for at behage deres gæst. Er de heldige, får de kød et par gange om måneden, men alligevel disker de op med nogle kylling i dagens anledning. Ellers hedder nationalretten ris og bønner. “arroz con gris”. Det findes i nogenlunde mængder, og overalt hvor jeg kom på Cuba, fik man denne mad. Ok et par dage, men 1 hel måned i træk, ikke hvad en forkælet dansker er vant til, – og det er netop hvad du bl.a. lærer på en tur som denne. At sætte pris på ting, man i danmark ikke skænker en tanke. Samtidig er der en umiddelbar glæde ved livet og folk imellem, som også er sværere og sværere at få øje på i danmark. Lidt pudsigt, og svært at forstå for cubanerne, når vi har sådan en materiel overflod. Vi får jo alt serveret på et sølvfad. Vores problem er nok, at vi aldrig har måttet kæmpe for noget som helst. Ved nærmere eftertanke er det måske derfor nogen af os dyrker triathlon. Vi mangler udfordringen og den seje sved i vores “tri”-vielle, civiliserede hverdag. 

 

Jeg fortsætter min færd gennem cuba, og støder overalt på venlige mennesker. De har stor respekt for en udlænding, der både taler deres sprog, og som samtidig begiver sig rundt som de selv gør. 

 

En dag er det dog tæt på at gå galt. for første gang har jeg ellers medvind, og suser derudaf på dagens 80 km-tur til en by der hedder Bayamo. Jeg hygger mig, betragter landskabet, hilser på de modkørende cyklister og nogle få oksekærrer, læsset med sukkerrør. på vej gennem en lille og meget fattig landsby, filmer jeg med kameraet i hånden, mens jeg cykler. 2 gutter, der ser meget ubehagelige ud, får øje på mig, og følger så efter mig på en knallert. Her er virkelig øde, så jeg vil helst ikke for langt væk fra byen, hvis de er ude på noget. Samtidig ser folk her mere uvenlige ud, end hvad jeg hidtil har oplevet, så jeg føler mig faktisk ret ilde tilpas, a la “palle alene i verden”. 

 

Jeg gør holdt i byens udkant, for lige at tjekke gutterne, og de stopper op 100 meter fra mig. Sætter sig og venter. Da jeg efter en tid fortsætter ud gennem sukkerrørsmarkerne, ser jeg mig tilbage, og shit, de er der. 2 muskuløse cubanere er nok mere end jeg kan klare, så da de er ca. 20 meter fra mig, vender jeg cyklen, kører lige mod dem og drøner det bedste jeg har lært tilbage til byen. Finder ikke meget beskyttelse her, men mener ikke de tør overfalde mig i andres påsyn. Venter uroligt i 2 timer. så kommer der endelig en lastvogn. Jeg stopper den, forklarer situationen, og han tager mig og cyklen med på ladet. Jeg spørger ham, om han synes, jeg er en kylling. “bestemt ikke, amigo, det er ikke smart at trille rundt alene herude”. 

 

Efter en lille måned og 1.200 km når jeg frem til Santiago de Cuba. Suveræn tur. Suveræn udfordring. Ikke en eneste punktering, har boet og fået mange venner hos gæstfrie og uhyre venlige cubanere, har tabt mig 9 kg (har levet af 

 

vand, ris, bønner og bananer), og har nu foræret min cykel og alt ryvangs ekstragrej til cubanerne. Det er altsammen endt på et museum i havana. Cubanerne synes det er en skør, men stor præstation, og jeg synes selv, at jeg har vundet min egen Cuba – ironman. 

 

Er der en tri-tosse, der kunne have lyst til noget lignende, så ring. Jeg kører gerne med. Helst en smuk og dejlig tri – kvinde, men de vokser jo ikke på træerne. 

 

Med venlig hilsen, stig hartkopf, “iron(i)man”. 

 

ps. dokumentarfilmen “cuba på cykel”, 55 min., blev overstrømmende modtaget på den årlige filmfestival i Havana, december 1996, og har siden været en bestseller på tv verden over. 

 

Copyright © Stig Hartkopf / www.stigfilm.dk - All Rights Reserved.