Artik018DK

STIGFILM.DK

Stig Hartkopf // Eventyrer // Filmmand // Foredragsholder

"Travel to Survive"

Artikler

________

Magbit 2005 “Israel rundt med kamera og cykel”

 

En unik dokumentarfilms trilogi er på vej! – af Stig Hartkopf.

 

 

Januar 2000. Danmark. 


“Det er en kold og fugtig januar eftermiddag. På en café i København. Jeg drikker en kop kaffe ved mit stambord. Taler med en god ven om mine frustrationer. Jeg lader mig irritere over, hvad jeg dag efter dag ser og hører ved de øvrige borde. Grå, intetsigende mennesker, med smilene skjult langt væk, brægende i mobiltelefoner, optaget af facaden og hykleriet. Uopdragne og larmende unger, forældrene hverken kan eller tør styre. Et sørgeligt og sygdomsfremkaldende stress. Få ser ud til at nyde nuet, og bare drikke deres kaffe i ro og mag. 


Dagens Danmark avler et hav af den slags mennesker. 


“Hej søde”, “Hvordan går det?”, “Okay!”, “Øjeblik, min mobil ringer”, overfladiskhederne fylder luften. “En cafè latte”, sikken en betegnelse for en kop kaffe, “med Minimælk”, bestilt af en yngre dame på 80 kg!!! Jeg kan hverken overse eller ignorere optrinene. Folk ser jo ulykkelige ud. De tænker kun på sig selv, men tør ikke være sig selv.


Jeg må væk. Ud og rejse. Søge eventyrlige oplevelser, møde inspirerende mennesker. Energi og mod. Forskellighed. Engagement i livet, ikke kun i sig selv.


Men hvor i alverden skal jeg rejse hen og lave min næste dokumentarfilm? 


Kan der mon være steder tilbage, hvor mennesker er lidt mere efter min smag? Hvor der måske er lidt mere eventyrligt. Mere ærligt. Hvor forbruget af mobiler, Internet og fjernsyn endnu ikke har fordærvet befolkningen. Hvor det ikke myldrer med moderne turister “på overlevelsestur”? 


“Hvorfor ikke Israel”, siger min ven, “der er både spændende og smukke piger”. 


“Er du gal mand, spænding og piger, ja tak, men der er sku for meget ballade dernede. De hader jo hinanden allesammen! Skyderier og bomber, no way, du!”.


Ifølge medierne er konflikterne så mange og alvorlige, at jeg ikke kan forestille mig, at det kan være et sundt sted at cykle rundt og filme og interviewe tilfældige mennesker. Desuden er Israel da et moderne land. Folk dernede kan da ikke afvige særlig meget fra hvad der er tilfældet her! 


“Nej, min ven, mit kommende rejsemål skal være eventyrligt og anderledes, ikke livsfarligt”. 


Israel, hvad ved jeg egentlig om forholdene dernede. I betragtning af hvor lille landet er, blot på størrelse med Jylland, fylder det lige lovlig meget i medierne. Godt nok ikke for det gode. Måske alle historierne ikke er lige sandfærdige. Mediefolk er jo som glubske hyæner. Finder på hvad som helst for et måltid mad. 


Måske alligevel det ville være en tur værd?” 


Marts 2005. Danmark.


Goddag. Mit navn er Stig Hartkopf. Jeg laver dokumentarfilm. Mit firma hedder, “Travel to Survive”.


Gennem de sidste 15 år har jeg rejst alene rundt i fjerne egne af verden. Medbringende en cykel, en rygsæk, et kamera og masser af nysgerrighed.


Jeg har bestræbt mig på at lave seriøse dokumentarfilm. Dette sagt, eftersom rejsefilmsgenren i dag er blevet plat og overfladisk. Som så meget andet. 


Mine film handler hovedsalig om folk og begivenheder, mindre om cyklen, mig og rejsen. Men cykleriet giver en ro og et nærvær. Samt et meget realistisk billede af, hvad der rør sig bag den umiddelbare overflade. Når jeg bevæger mig rundt på 2 hjul, åbner folk både døre og arme. Jeg får lov til at filme overalt og kan derved bibringe mit publikum ny viden om 


hvad der sker i vores forunderlige verden. 


12 dokumentarfilm, TV-optrædener i nyhedsudsendelser, adskillige foredrag og artikler, har inspireret mennesker i ind- og udland, og vist dem sider af verdens befolkninger og kulturer, som medierne ellers sjældent berører. “Cuba på Cykel” fra 1995, er set af mere end 15.000.000 seere verden over. 


April 2000. Jerusalem, Israel.


“Flyveren lander efter små 5 timer i luften. Det er den 10. April. Lufthavnen hedder “Ben Gurion”, landet Israel.


Kommer uventet let forbi skranker med toldere, sikkerhedsfolk, metaldetektorer. Selv om det må se mærkeligt ud, at en rejsende, i sin højre hånd, behændigt styrer sin uindpakkede cykel gennem lufthavnen. 


“Jeg er i Israel”. Det er uvirkeligt. Jo ældre jeg bliver, desto sværere bliver det at tage afgørende beslutninger. Troede aldrig jeg var kommet afsted denne gang.


Men efter cafésnakken blev jeg optændt af idéen, for jeg vidste i virkeligheden intet om Israel. Om jøder, israelere, muslimer, arabere, palæstinensere. Islam, jødedom. Hvem der bor hvor. Golanhøjderne, Gaza, Vestbanken, bosættelser. Jerusalem! 


Kan man frit cykle alene rundt i landet. Vil det være ok, tilladt, eller forbudt. Måske endda farligt?


Masser af spørgsmål trængte sig på, og konklusionen var, at Israel forekom utrolig interessant. Både for mig personligt, men så absolut også med tanke på at lave en ny dokumentarfilm. 


Der foregår ting her, som hele verden interesserer sig for og påvirkes af. Ville jeg med mit kamera kunne bidrage til at nuancere mediedækningen, opleve noget nyt, specielt, og videregive det til resten af verden? Måske. I hvert fald en udfordring med kød på. 


Som altid rejser jeg alene. Uden særlige planer. Elsker at improvisere. Har afsat 3 måneder til at cykle Israel rundt. Cykle og filme. Forsøge at lave en dokumentarfilm så tæt på virkeligheden som muligt. Tale med de folk 


der har lyst til at medvirke. 


Snart sidder jeg og drikker kaffe på en fortovscafé på Jaffa Rd. i Jerusalem. Stednavne, ofte omtalt i medierne, i historiebøgerne, myldrer omkring mig.


Et stenkast til “Den Gamle By”. Få kilometer fra h.h.v. Ramallah og Bethlehem. Lige oppe ad gaden ligger de ortodokses bydel, Mea Shearim, og overfor den, det, på grund af de mange selvmordsbomber, berygtede og kendte Mahane Yehuda marked. 


Det er saft suseme eventyrligt. Spændende. At være her selv. Se, lugte, høre. Sanserne er på overarbejde. Kaffen smager rigtig godt.


Der er mange mennesker på gaden. Variationen i udseende, opførsel, beklædning, sprog, ja, selv gangarter, der udspiller sig for mine øjne i løbet af “en enkelt kop kaffes tid”, er berusende, mættende. I København ville det tage et par år at opleve, hvad 15 minutter klarer her. 


“Theodors” cafégæst havde iøvrigt ret. Pigerne er utroligt smukke. Såvel de arabiske som de jødiske. Mange af de ortodokse og muslimske piger går med enten parykker eller tørklæde, men hvad der er blottet, afslører smukke, klassiske træk. De mindre religiøse kvinder går stort set klædt som kvinder i København. 


Havana, Cubas hovedstad, har i Jerusalem mødt sin ligemand. Da jeg kom til Cuba for at lave “Cuba på Cykel” i 1995, troede jeg det ikke muligt, at nogen by på kloden ville kunne matche denne oplevelse. En by med en utrolig sjæl. At være i Havana var unikt og specielt. Men husk på, det var i 1995. Tingene ændrer sig hurtigt i disse tider. Jerusalem vil også ændre karakter og sjæl. Men her og nu tordner og lyner det af atmosfære. 


Byen burde, som følge af modsætninger, stærke følelser, uoverensstemmelser mellem israelere, jøder, ortodokse, muslimer, palæstinensere, kristne, o.s.v., være nr. 1 på enhver videbegærlig, eventyrers liste over ønskede rejsemål. Her kan du lære om livet, opleve spænding, føle at du lever. 


Det kan lyde vesterlandsk, europæisk forkælet at sige sådan. Klart. Lande som Cuba og Israel, befolkningerne, kæmper med problemer, som vi aldrig har følt på vore egne kroppe, og er ude af stand til at fatte indholdet og konsekvensen af. Det ligger for fjernt fra vores trygge og problemfrie hverdag.


Hvordan kan jeg, man, det må være sket for andre, så nærmest flyde over af begejstring, fryd, spænding, ja, eventyrfølelse, når det er på bekostning af, at folk lever i frygt, had, vold, uvished om fremtiden, ja, uvished om dagen i morgen? 


Det må være fordi fred, civilisation, materiel fokuseren, hykleri og overflade, egoisme, ensomhed, “vi skal alle ligne hinanden og have samme meninger”, osv., simpelthen er så kedeligt og uinspirerende at leve og bo i, at disse skarpe kontraster, hvor folk er nødt til at tage stilling, vise stærke følelser, udfolde en oprigtig energi, hvor de har en fælles fjende eller formål, ikke kan virke andet end tiltalende. 


For i al elendigheden lever de. For fuld kraft. Der er faneme noget at gå op i her. Kæmpe for. Stå sammen om. Lever man i et samfund uden alvorlige konflikter, går mennesket fortabt. Med fysisk rigdom og materiel velfærd følger fattig mental tilstand og mislevned. 


Jeg ser nu frem til 2-3 måneders cykleri og filmeri. Det bliver en stor udfordring at lave en dokumentarfilm fra Israel, som, uden at blive naiv, midt i al miseren, kan afspejle nogle af de positive elementer og tanker, jeg lige nu føler og er opfyldt af. 


Mon en udlænding på besøg i Danmark, på samme vis, vil kunne se en rose eller to i det bed, der for mig ser ud til at være fyldt med ukrudt?” 


PLANEN ÆNDRES!


Min oprindelige plan var at besøge Israel én gang, lave min film. Fokusere optagelserne på folk i almindelighed, atmosfæren i byerne og på landevejen, begivenheder som ville finde sted. Beskrive naturen via rejsen landet rundt på cykel. 


Imidlertid skete der så mange uventede ting omkring mig, at planen 


måtte ændres. Der er et hav af forskellige mennesker her. Så mange traditioner og begivenheder. Der sker hele tiden noget. Som desværre ikke er dramatisk nok til at fange de blodtørstige mediers interesse. 


3 “cykelture” er det nu blevet til. Ja, det passer! Jeg tror ikke der før har været nogen, der har slidt så meget cykelslange op i Israel for at lave film. Lappet så mange punkteringer! 


Alle oplevelserne vil, selv i kortfattet form, fylde et par bøger. Her skal man ikke lede efter historier og motiver. De vælter ned over en konstant. Men alligevel, for at give et indtryk af hvad de 3 film kommer til at indeholde : 


“Rejsen”. 2000.


3 måneders hårdt slid. Tabte 7-8 kg i vægt. Det er lidt varmt f.eks. at cykle fra Ein Gedi til Masada, bestige bjerget, kravle ned igen, og så derudaf mod Eilat. I mindst 40 graders varme. Hvor der er lige så mange skygger som der er æbletræer i Sahara. Men helt sikkert anstrengelserne værd. Jeg klager ikke!


Interviewede mennesker i alle afskygninger om stort og småt. 


Fra Metulla og Golan højderne i nord, over Haifa og Tel Aviv, til Dimona og Eilat i syd. “Independence day” i Jerusalem. Sankt Hans-aften i Haifa. En jødisk gift tysker i Tel Aviv. Zoo i kibbutzen Ein Gedi. En sød gammel dame i Mitzpe Ramon. Mødte “Gud” i Eilat. Oppe i Metulla cyklede jeg lige ind i den historiske rømning af det besatte Sydlibanon. Og meget, meget mere. 


Desværre afholdt en meget ubehagelig hændelse i Ramallah mig fra yderligere forsøg på at cykle alene rundt og filme i de palæstinensiske områder. Som fremmed, alene, med et kamera i hånden, vækkede jeg mistro og truende adfærd. Som en konsekvens heraf vil alle 3 film hovedsalig afspejle hvad der sker i de israelske områder. 


De mennesker og oplevelser, jeg så og var vidne til, på den næsten 1.200 kilometer lange cykelodyssè, giver et billede af Israel, som er ukendt for 


de fleste i verden. Såvel landskabsmæssigt som rent menneskeligt. 


Majoriteten er ikke fanatiske bosættere eller hardcore ortodokse. Men ganske almindelige mennesker, der ligesom de fleste palæstinensere bare ønsker et liv i fred og ro med familie, venner og naboer, og at kunne tjene til smørret på brødet. 


Mange udlændinge opfatter det som usikkert og lidt farligt at tænke på at rejse til Israel. Holde ferie, være turist, cykle alene rundt. Farligere end en tur Bornholm rundt, ja, men hvis man bare bruger sin sunde fornuft, og holder godt øje med de elendige bilister, kan jeg kun anbefale det. Faktisk gør den ringe tilstedeværelse af turister oplevelsen endnu bedre!!! 


“Bomben”. 2002.


I 2002 tog jeg af sted igen. 2 måneder. Samme årstid. Kæmpe forandring. Intifadaen, det palæstinensiske oprør, som startede få måneder efter mit første besøg, var taget til i styrke. Skræmte mennesker og en trykket stemning mødte mig. Jerusalem var nærmest gået i stå. Mange butikker havde drejet nøglen om. 


Hvor der i 2000 trods alt var en del udlændinge i byen, rejsende, som jeg kunne tale med, føle mig i slæng med, var jeg nu nærmest den eneste besøgende udefra. Som en “Palle alene i verden”. Jeg er hverken jøde, muslim, kristen, er vel nærmest ateist, og hørte ikke til nogen steder. Som at cykle rundt og “være en flue på væggen”. 


Optagelser og interview kulminerede med at en kvindelig selvmordsbomber sprang sig selv i luften i Jerusalem! Lige før sabbaten. Kun 100 meter fra hvor jeg befandt mig. På min cykel på Jaffa gaden, på vej op for at købe mig et par øl på markedet. Jeg var første fotograf på stedet. 8 døde, 80 sårede. Var senere, i egenskab af første danske øjenvidne til en selvmordsbombe i Israel, i TV2 ́s nyheder med interview og optagelser. 


Jeg har mange andre oplevelser og interviews til denne del, der afspejler lidt af den vrede, begges siders aktioner og reaktioner skaber, tabet af 


troen på freden og fremtiden. Men som også viser, at der eksisterer en utrolig stædighed fra mange, især de ældre. De holder ud. Fortsætter deres liv. Sætter nyt glas i ruderne! Jeg mødte sågar en gruppe teenagere, der syntes det var spændende at være ude en sen aften, selv om der var indløbet advarsler om at flere selvmordsbombere var på spil. 


Alt dette samtidig med at de unge israelere fyrer den af i weekenderne i solbeskinnede Eilat. Med vild dans og teknomusik. I Israel må man leve i nuet. 


Igen cykler jeg rundt, og løber ind i utrolige skæbner. Møder bl.a. en russisk gademusikant, Boris, som ufortrødent spiller videre på sin banjo, drømmer om “Messias” og bedre tider. Han har overlevet at være øjenvidne til ikke mindre end 3 selvmordsbomber i Jerusalems centrum. 


“Sindet”. 2004.


Jeg har afsluttet den 3.ie og foreløbig sidste “cykeltur” i Israel. Havde sat mig for udelukkende at opsøge kunstnere. De er et folkefærd for sig selv, og dette land mangler i hvert fald ikke inspiration. Der må være et enormt behov for at udtrykke sig via kunst. Skabe og forløse. Opleve noget smukt. Udtrykke sig med andet end våben.


Kom i kontakt med flere forskellige kunstnere, end jeg havde troet var muligt. Det vrimler simpelthen med kunstnere i Israel. Malere, musikere, skulptører, forfattere, dansere, gadeartister. 


Det lykkedes endda at komme tæt på en arabisk/drusisk skulptør i byen Masdal Sjams i Golanhøjderne, tidligere Syrien. Havde lidt besvær med at interviewe på en blanding af hebraisk og arabisk, men med lidt fantasi og vilje lykkedes det. 


24 forskellige interviews er det blevet til. Meget intime og ærlige samtaler om kunsten, nutiden, inspirationen. Samt flere af kunstnerne i aktion 


Måske er alt ikke sort i Israel! Måske kan der skabes noget positivt ad kunstnerisk, kulturel vej ? Måske kan kunsten “bygge broer” mellem palæstinensere og israelere?


De mange forskelligartede kunstnere, jeg interviewede, gav udtryk for en 


meget medmenneskelig, tolerant og pacifistisk livsholdning. 


Udover at fokusere på kunsten og andre kreative udfoldelser, har jeg, som tidligere, ladet “cykelturene” og tilfældet råde. Det gav igen gode billeder og uventede oplevelser. Fra byer, ørken, kyster og bjerge. Hver dag byder på nye og uventede oplevelser. 


DET BLIVER HVERDAG!


Det er umuligt at “cykle” udenom den politiske og militære situation i landet. Næsten overalt er det som at rejse og bo i en krigszone. Uanset hvor du befinder dig er indflydelsen der. Våben, vagter, soldater, uniformer. Men det specielle er, at det har stået på så længe, at det er blevet til en del af hverdagen. Selv for mig.


Jeg oplevede positivisme i 2000, frygt i 2002, og dernæst en slags kynisk accept i 2004. Den lurende terror er blevet en del af hverdagen. Man vænner sig til forholdene. Hvor frygtelige de end måtte være. 


For en rejsende filmmand på cykel er idiotiske bilister stadig den mest åbenlyse fjende i Israel.


Men man skal selvfølgelig altid være på vagt. Lyset skifter pludselig fra grønt til rødt. 


PREMIERE!?!


Jeg ligger nu inde med over 70 timers fantastiske optagelser. Som endnu ikke er blevet “klippet” ned til visningsklare film.


Finansieringen af det omfattende efterarbejde har været vanskeligere end forventet.


Jeg har søgt adskillige fonde, firmaer, puljeordninger, sågar TV-stationer. Men kun “Danske Filminstruktører” og “Hanne og Shmuels Fond” har meldt positivt tilbage. Ud af ca. 120 henvendelser. 


Måske er det ikke god tone at støtte projekter, som er bare en lille smule positive overfor Israel. Jeg er lidt i vildrede her. For “Israel på Cykel” er ikke en politisk film, men vil blot nuancere dækningen af hvad der sker i landet. 


Har du interesse i at støtte “Israel på Cykel”, eller vil høre nærmere, kan beskrivelse af projektet rekvireres på Magbits redaktion. Den foreligger på både dansk og engelsk. 


Med venlig hilsen, Stig Hartkopf, eventyrer, filmmand og foredragsholder. 


– og husk, at opleve selv, egne erfaringer, er bedre end at gå til 10 foredrag, se 20 film og læse 40 bøger!

 

Copyright © Stig Hartkopf / www.stigfilm.dk - All Rights Reserved.