Israel 2004.
Golanhøjderne.
På vej Israel rundt er jeg kommet til et vejkryds i Golanhøjderne, et stenkast fra Libanon og Syrien.
Står og overvejer om jeg skal stoppe i den nærliggende drusiske by Majdal Shams, eller bare fortsætte ad den øde landevej de 80 km. sydpå mod Genesaret sø.
Kan både se og dufte forårsblomsterne, solen skinner, folk går og pusler i markerne, sneklædte Mt.Hermon troner i horisonten. Fredeligste sted på jorden.
Men idyllen er en smule bedragerisk. Golan er tidligere Syrisk område, annekteret af Israel, beboet af palæstinensere, israelske bosættere og arabiske drusere. Man tåler hinanden på overfladen, men bag facaden lurer frustrationerne og fjendskabet.

Haiti 1998.
Jeg sidder på taget af en bus, eminent udsigt, på vej fra
hovedstaden Port au Prince til den lille by Jacmel. Nyder livet. Solen skinner, det er 40 grader varmt, fartvinden rusker i håret og køler ansigtet.
Bussen er proppet til bristepunktet. Der er kvælende varmt og sparsomt med plads indenfor, så jeg føler mig fri og forholdsvis sikker heroppe på taget.
Hvid rejsende, alene, med kamera og andet gods,
er en farlig cocktail i dette land. Det fattigste på den vestlige
halvkugle. Jeg møder meget få backpackers og rejsende i Haiti, og ofte vil de bare væk igen, skræmt af forholdene.
Men lige her og nu er livet skønt. 2 friske gutter, som kun taler creolsk, er mine rejsefæller. De synger og hygger sig med hinanden, smiler ind i mellem til mig.

Vietnam 1993.
Hoi An, en hyggelig lille by ved vandet.
Denne ældre dames hjem
er et par papkasser i en gyde. Jeg møder hende hver dag jeg går forbi. Hun tigger ikke direkte, men tager gerne imod et lille bidrag til tilværelsen. Sætter det varmeste og sødeste smil op man kan tænke sig, taknemmelig og uendelig rar, selv om det kun er nogle få vietnamesiske dong hun får. Butiksejeren på hjørnet af gyden fortæller mig, at hun under borgerkrigen mistede hele sin familie ved et bombenedslag. Det tog fuldstændig pippet fra hende.
Så hun er lidt tosset", fortæller han videre, "men gør ikke nogen fortræd”

Kina 1993.
Chengdu, Sichuan provins.
Man kan rejse rundt i verden på mange måder. De store afstande tilbagelægges ofte med fly; så kommer bil, tog, færge, motor- cykel, cykel og sidst i rækken af transportmidler, et par solide sko. Jeg er gennem årene kommet til at elske cyklen som transportmid- del. Genialt for en kombineret filmmand og eventyrer
Jeg kan tilbagelægge ret store afstande, og cyklen kan bære mange kg rejsegrej. Jeg ser, hører og dufter alt på første parket. Kan stoppe når jeg ønsker det, filme, tale med lokale, registrere begivenheder her og nu.

Haiti 1999.
Port au Prince, hovedstaden.
Hvis du nogen sinde finder vej til Port au Prince, måske ankommer
du endda med en skramlebus fra nabolandet Dominikanske
Republik, kunne du få opfattelsen af at være anbragt i en science fiction film. "Hvor er centrum, forretningerne, de andre udlændinge, et hotel?"
Var slet ikke forberedt på dette larmende mylder, nærmest kaos. Troede jeg var en cool globetrotter. Har trods alt prøvet en del. Men sommerfugle i maven, positive eventyrhormoner, bliver til en lille
Det er virkelig overvældende. Mit fransk er dårligt og jeg forstår ikke creolsk. Der er ikke et eneste hvidt menneske at se, alle er sorte. Jeg skiller mig helt vildt ud, føler mig som Palle alene i verden.

Island 1997.
Mellem Vik og Selfoss.
Cykle rundt i Island, filme naturen og interviewe lokale, er noget af det smukkeste, og mest isolerede, jeg har oplevet som omcyklende filmmand. Somme tider måske også lidt småkedeligt. Naturen er jo enestående, men der mangler noget energi og atmosfære. Måske noget fare! Nok fordi jeg er eventyrer af den kaliber, der holder af spænding, det eksotiske, uventede, farlige dyr, kvinder, der danser i solen til æggende rytmer, skumle mænd der pønser på at stjæle mit kamera. Her møder jeg mest får på de lange, ensomme cykleture på hovedvej 1. De få Islændingene jeg kommer i kontakt med, er dog gæstfriheden selv. På en gård i sydlandet møder jeg denne rare bondekone, som inviterer indenfor på frokost og kaffe.

Cuba 1996.
Havana, det årlige karneval.
1000-vis af udklædte cubanere defilerer forbi på Prado op mod Capitolio. Jeg har fået adgang til en balkon på 2. sal med perfekt udsyn.
Denne trup af glade piger er fra forstaden Cotorro, små 10 km udenfor Havana. Talte med pigerne nede på gaden 10 min. forinden og for- talte, at jeg var filmmand fra Danmark.
Jeg har 1 billede tilbage på kamerarullen. Jeg råber til dem oppe fra balkonen, og i samme øjeblik kameraet klikker, ser de næsten alle op på mig.
De hviner ikke, ingen råben og skrigen, kun spontane, charmerende, rørende reaktioner.
3 måneder senere får jeg fremkaldt rullen i Danmark, og “hviner" da jeg ser pigerne.
Måske er dette det ypperste billede jeg nogensinde har taget.

Kina 1993.
Hvilken eventyrlig lykkefølelse det er at være på farten i en eller anden kinesisk millionby. På en cykel, proppet med kameraudstyr og rene sokker, væk fra stressen, regningerne, rutinen, alt det velkendte. Bare go with the flow, leve i nuet og tage tingene som de kommer
Har altid følt det som et kæmpe privilegium at være født i Dan- mark. Modsat folk i store dele af denne verden, kan vi med et lille gran af indsats opnå hvad der er menneskeligt muligt i dette liv.
Vi kan uddanne os, forfølge og realisere vores drømme, vi lever frit, sult og frygt oplever de færreste, og vasker vi trapper et par måneder, kan vi købe en flyvebillet til et hvilket som helst eksotisk, eventyrligt land på kloden.

Cuba ca. 1960.
Da jeg første gang var på Cuba i 1995, fik jeg dette original foto af Che Guevara og Fidel Castro foræret.
På vej øen rundt så jeg plakater, store vejskilte, slogans og anden symbolik, der tog sit udgangspunkt i disse 2 personligheder. Mænd som for evigt har indprentet sig i historien.
Havde på mit andet besøg på øen fået nys om at Fidel ville holde tale på den internationale filmskole udenfor Havana. Fandt frem til dato, bookede siddeplads i forreste række. Ventede i timevis indtil beskeden kom, at Fidel var blevet forhindret. "No es facil" som cubanerne siger.
Som et lille plaster på såret oplevede jeg en af hans timelange dundertaler på Plaza de la Revolucion i Havana.

Australien 1990.
Mt. Surprise, nordlige Queensland.
På vej Australien rundt er min veninde Karina og jeg taget på ædel- stensjagt i ørkenen. Der ligger formuer gemt i form af topaser, safirer, granater, opaler og andre ædelsten.
Vores gamle, trofaste Toyota Liteace, købt i Sydney for 12.000,- kr, bryder sammen. Der er 400 km. til nærmeste landsby, 45 grader varmt, sparsomt med vand og så øde som på månen.
Men vi er svineheldige. 2 mænd redder os. David, der også er på jagt efter ædelsten, er mekaniker. Gamle Les med hatten, bor herude i en lille hytte.
Kvartetten samarbejder, og efter 5 dages slid med motoren, er bilen netop startet igen. Miraklet i ørknen!

Den Dominikanske Republik 1999.
Jarabacoa.
Den Dominikanske Republik deler øen Hispaniola med nabolandet Haiti. Sproget er spansk, vejret er varmt, livet er barskt.
Det årlige karneval, som alle er optaget af i en uges tid, er i fuld gang. Hele landet går nærmest amok, der er virkelig knald på. Hver region har sine traditioner med udklædninger og opførsel, mere eller mindre skrækindjagende og voldelige.
Her i Jarabacoa jagter grupper af veltrænede mænd, udklædte og alle udstyret med en hårdtslaende VEJIGA, enhver numse de kan komme på slag af.
De løber fra hus til hus, folk flygter skrækslagne, bliver trængt op i en krog, og slagenes brag mod ballerne giver genlyd i gaden.

Kina 1993.
Landsbyen Baisha, Yunnan provinsen.
Her er han, Dr. Ho, urtelægen, en enestående kinesisk person- lighed. 70 år, åben og hjertelig, ganske veltalende på engelsk.
Han viser rundt i huset og haven, hvor alskens urter og vækster både gror og ligger til tørre.
Nogle få cykler passerer, naboer kikker forbi, en behagelig ro og
idyl hviler over dette sted.
Filmfolk er jo også bare mennesker, og jeg er glad og stolt over at blive foreviget sammen med Dr. Ho og hans familie.
Han vurderer forsigtigt, at jeg er et meget energisk menneske, der trænger til en god nats søvn. Blander en pose med beroligende
urter, som jeg skal drikke et afkog af hver aften!

Cuba 1996.
Langt ude på landet, ca. 600 km øst for Havana, et navnløst land- sted. Har cyklet 120 km i varmt vejr, er lidt udkørt. Cykler ned ad en markvej for at finde logi for natten. Næsten overalt på Cuba er private mere end villige til at stille en seng og lidt mad til rådighed. Betaling foregår med dollars, den forbudte og derfor mest efterspurgte valuta. Jeg lægger mellem 5 og 7 $S for en nat og et solidt måltid.
Pedro og familie er ikke velhavende, men behandler mig som en konge.
De anretter et mættende måltid, og jeg får en seng at sove i, med garanti for at sove tørt. Taget er belagt med tykke traktordæk!

Vietnam 1993.
Dalat.
På vej ned gennem Vietnam gjorde jeg holdt i bjergbyen
Dalat. Herop søger de rige vietnamesere om sommeren, når heden bliver ulidelig i Saigon.
Spredt rundt i små landsbyer i oplandet bor et fattigt folkefærd, som hedder Montagnards.
Jeg cykler stille rundt i det bakkede, lidt afpillede landskab. Pludselig dukker en lille gruppe børn op på en skråning. De er meget frygtsomme, skeptiske, opfører sig næsten som om jeg vil dem noget ondt.
Den mindste, som gemmer sig mellem storesøster og storebror, er lige ved at græde.
Det er ikke alle steder man umiddelbart kan bryde barrierer med et smil og et kamera.

Israel 2002.
Checkpoint mellem Jerusalem og Bethlehem. Kun få kilometer skiller de 2 byer.
I egenskab af nysgerrig filmmand og rejsende, er jeg cyklet hertil med nogle andre, udenlandske cyklister. Tunge tanks og militære køretøjer har gjort asfalten til en pløjemark. Fødselskirken i Bethlehem er besat. 200 palæstinensiske modstandsfolk har forskanset sig der. Hårde kampe finder sted mellem dem og IDF, det israelske militær.
Vi ankommer, da der er vagtskifte. Jeg kommer i snak med soldaterne. De vil gerne stille op til et interview, selv om det er forbudt at tale med journalister.
Men lige da jeg får tændt for optageknappen, bliver vi jaget væk af en tililende kaptajn.
"It's a warzone here, you must leave immediately”

Fiji 1990.
Landsby i bjergene.
Noget af det mest rørende, livsbekræftende, smilende og umiddel- bare, man kan tage et billede af, er børn.
De stiller stort set altid et smil op, poserer for fotografen, og hviner og hopper, når fotografen spiller med.
På en 8 dages vandretur overnattede jeg i en lille hytte i en lands- by i bjergene. Der kommer sjældent vesterlændinge forbi her, da man kun kan nå hertil til fods.
Jeg tænker i sådanne situationer ofte over, hvor påfaldende ens børn reagerer verden over. Næsten som om de ved hvad et kamera er, selv om stedet virker nok så primitivt og fjernt fra civilisationen.

Kina 1993.
Kanton, eller på kinesisk, Guangzhou.
Kineserne elsker kød, der bogstavelig talt drypper af blod. Blandt andet fordi det indikerer en vis friskhed. Der er ofte stegende hedt på dyremarkederne sydpå, og der er ikke så mange køleskabe. Deres behandling af dyrene er umenneskelig og afstumpet, i hvert fald set med mine danske øjne.
Her en kuffert fyldt med levende pindsvin. Sælger holder gerne en op til fotografering, hvorefter han lader den dumpe ned på ryggen af de andre. Mon de små svin er immune overfor sylespidse pigge i maven?
I boden ved siden af bliver 3 katte halshugget og hængt til skue. Stanken af blod, indvolde og død sidder i næsen længe efter.

Vietnam 1993.
Hanoi, hovedstaden i nord.
Det kommunistiske Nordvietnam fik magten i hele Vietnam, da amerikanerne trak sig ud i 1975. Der bliver ikke talt meget om krigen, fokus er på fremtiden.
Men her, næsten 20 år efter, er 2 markante symboler fra krigstiden blevet et salgshit :
HJELMEN. Vietcongs grønne paphjelm, som ikke beskyttede meget mere mod kugler end en tophue. Den anvendes nu som almindelig hat af mange civile, og sælges også til turister og eventyrere.
ZIPPOEN. Min lokale hustlerven prakker mig desuden 10 "ægte" Zippo lightere
på. De stammer fra amerikanske soldater, der mistede livet i Vietnam. Der er indridset forskellige slogans, symboler, makabre statements "When I die I am going to paradise, because I spent my life in hell”